Mopper, Familien Fra Bryggen Foto: Janus Nielsen

Syge Mopper: Livet går videre

På trods af alvorlig sygdom ville Mopper bestemt ikke snydes for at være med i den nye sæson 'Familien fra Bryggen'.

Tidligere denne måned fortalte Linse, at Mopper er alvorligt syg. Familien fandt ud af det for fire måneder siden, og derfor var Mopper heller ikke blevet skrevet ind i den tiende sæson af 'Familien fra Bryggen', som netop nu er i gang. Det faldt dog ikke i Moppers smag:

- Ingen havde troet, at Mopper skulle være med i den nye sæson af ‘Familien fra Bryggen’, men det ville Mopper slet ikke finde sig i. Hende kan vi sgu ikke lige sådan holde ude. Men heldigvis er det gået rigtig godt, afslørede Linse til Realityportalen.dk til pressemødet.

Og Mopper indrømmer da også selv, at hun ikke kan undvære programmet:

– Grunden til, at jeg gerne ville være med i den nye sæson, var, at jeg egentlig skulle skrives ud på grund af sygdom. Men jeg ville være med. Livet går videre, og jeg elsker at lave 'Familien fra Bryggen'. Vi hygger os, og vi har det godt. Jeg ville ikke føle mig udenfor. Jeg ville gerne gøre det, jeg plejer. Det var vigtigt for mig, siger Mopper til SE og HØR.

LÆS OGSÅ: CHOK: Mopper er alvorligt syg

LÆS OGSÅ: Geggo om syge Mopper: Hun er gladere nu, end hun har været længe

Program nummer 100

Da 'Familien fra Bryggen' første gang blev sendt, var det ikke helt efter Moppers smag at skulle være tv-stjerne. Men at hun i dag føler, at programmet er en del af hendes hverdag, er der ikke noget at sige til. I aften sendes nemlig program nummer 100.

- For Mopper betyder det meget at lave, hvad hun plejer. Hun er jo 78 år nu og har medvirket i ti sæsoner, så det betyder meget for hende nu at lave 'Familien fra Bryggen'. Hun synes jo, at det er sjovt, og hun hygger sig så meget med det, forklarer Linse og fortsætter:

- Tv-holdet er så søde ved hende og er virkelig blevet hendes venner. De inviterer os også tit ud, og det elsker hun. Så har de lige købt en porter til hende eller noget andet, så de er altid gode ved hende. Hun har vænnet sig til at lave programmet nu, så det er vigtigt for hende at blive ved med at lave det.

Familien fejrer i dag program nummer 100 sammen med TV3 og produktionsselskabet Metromone.

LÆS OGSÅ: Mopper, Linse og Geggo udgiver bog sammen

LÆS OGSÅ: Mopper afslører bagsiden af tv-medaljen

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.