Silje fra 'Ud af stilheden': Sådan går det hende i dag
Lille Silje var hørehæmmet, indtil hun medvirkede i det nye program 'Ud af stilheden' - nu er hun opereret på begge ører.
Det var et rørende øjeblik, da 7-årige Silje i Kanal 4-programmet 'Ud af stilheden' fik sin hørelse tilbage. I dag er Silje blevet 8 år, og ifølge hendes mor Kristina går det bedre end nogensinde med datteren.
- Siden programmet har Silje gennemgået endnu en operation i oktober, så hun nu også har fået hørelse på det andet øre. Og det har jo virkelig betydet meget. Man kan faktisk næsten sige, at hun er blevet en ny pige, efter hun har fået sin hørelse tilbage, siger Kristina, Siljes mor, til Realityportalen.dk og fortsætter:
- Silje er blevet meget gladere. Hun har fået ro i sig selv og blevet meget bedre til at udtrykke sig med sprog. Tidligere, når der opstod en konflikt, håndterede hun det ved at skubbe eller nive, da hun ikke kunne vise sin frustration på andre måder. Og nu har det ændret sig fuldstændig, så hun bruger sproget i stedet for det fysiske.
SE OGSÅ: WOW: Her hører 7-årige Silje for første gang
Baggrundsstøj er en udfordring
Silje går nu i 2. klasse og kan nu klare sig stort set på samme vilkår som de andre børn i klassen. Alligevel er der stadig visse udfordringer med et nyt høreapparat, som Silje skal vænne sig til med tiden.
- Det er jo stadig meget nyt, så der er jo nogle ting, som hun lige skal have lært. For eksempel kan Silje have problemer med at høre, hvis der er meget larm, fordi al støjen overdøver den person, som snakker. Så det kan godt være svært for hende, hvis der er mange mennesker, forklarer Kristina og fortsætter:
- I større forsamlinger kan det også være svært for hende at høre, hvor lyde kommer fra. Vi tænker, at det sikkert er noget, som hun lærer med tiden, når hun lige har vænnet sig til høreapparatet. Ting tager jo tid at lære og finde ud af, og der er mange tekniske ting, som vi ikke har fået sat os ind i endnu. Men det hele skal nok komme.
Kristina afslutter med at fortælle, at en stor ting, som også har ændret sig, er Siljes toneleje. Tidligere var det meget højt og skingert, da hun ikke kunne høre sin egen stemme, mens det i dag er blevet helt almindeligt.
Se eller gense klippet nedenfor, hvor Silje for første gang er til koncert:
LÆS OGSÅ: Kanal 4 og 5 afslører: Det skal du se til foråret
Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.