SE VIDEOEN: Revydronningen sætter det sidste aftryk
Den garvede skuespiller og instruktør Lisbet Dahl er klar til sin sidste sæson, efter hun var sygemeldt med stress i størstedelen af 2021.
Det var en glad Lisbet Dahl, 76, der satte sit sidste fodaftryk i den grå cement, da Cirkusrevyens hold af skuespillere traditionen tro blev foreviget foran teltet på Bakken til den årlige 'Fødder i cement'-ceremoni. Bøgen var endnu ikke sprunget ud, til gengæld stod solen lige så højt på forårshimlen, som humøret var højt blandt skuespillerne.
LÆS OGSÅ: AFSLØRING: ‘X Factor’-dommer venter barn
Lisbet har efterhånden haft fødderne i den våde cement hele 33 gange, og i år sætter hun sit sidste aftryk – også på revyscenen.
LÆS OGSÅ: Ralf efter stor sejr: Det er Lisbeths skyld
– Det er meningen, at det skal være sidste gang. Det er jeg fuldstændig afklaret med, og jeg ved, at det er rigtigt at gøre det. Det er rigtigt for mig selv, og det er rigtigt for revyen. Der skal nye mennesker til nu. Jeg bliver ældre og ældre, og jeg kan jo ikke blive ved med at finde på, sagde Lisbet med et grin, da HER&NU talte med hende.
Artiklen fortsætter under billedet...
Revydronningen holdt på opfordring også en lille tale for den fremmødte presse, hvor hun gav en status på sin sidste revy.
– Revyen er sjov og varieret og smuk. Vi snakker også lidt om Rusland, det er svært at undgå. Vi er halvvejs i forløbet nu, og nu begynder det at ligne en revy. En revy danner altid sig selv stille og roligt, bare man læner sig lidt tilbage og spiser noget lækkert mad. Og så lige pludselig, så er der en skidegod revy, spøgte Lisbet.
LÆS OGSÅ: SE BILLEDET: Christiane er gravid
Kort tid forinden havde hun skåret en flot lagkage med teksten 'Cirkusrevyen 2022' ud, og sammen med de andre skuespillere delte hun ud til både revyfolk og presse.
Til trods for at enden er nær for Lisbets tid i Cirkusrevyen, var hun i godt humør. Hun er allerede begyndt at planlægge, hvad der skal ske, når hun siger farvel til revyscenen.
– Jeg skal opleve nogle steder nu. Jeg skal ud. Nu skal der ske noget nyt. Jeg ved ikke hvad, men der sker nok et eller andet, fortalte en fortrøstningsfuld Lisbet.
LÆS OGSÅ: Fem ting du ikke vidste om ‘Luksusfælden’
Revyholdets hårde arbejde kulminerer til premieren 12. maj. Men det er faktisk ikke dén dag, Lisbet ser mest frem til.
– Jeg ser allermest frem til søndagen efter premieren om torsdagen. For så har jeg fri i to dage. Jeg ser mere frem til at have fri end til premieren, sagde hun med et grin.