Se Moppers smukke afsked
Moppers farvel til 'Familien fra Bryggen' var en kærlighedserklæring til familien.
Det sidste afsnit af 'Familien fra Bryggen' sæson 10 rullede her til aften over skærmen, og det var ekstra vemodigt, for selvom Realityportalen erfarer, at serien vender tilbage i foråret, så var det et uigenkaldeligt farvel til skønne Mopper, som døde i mandags.
Sæsonen igennem har man fulgt Mopper og familien igennem den svære tid, fra de opdagede Moppers sygdom. Det har været en rørende sæson, som har været en succes hos seerne, og den sluttede med bravour. I aftenens afsnit købte Mopper nemlig en ganske særlig gave til Linse.
LÆS OGSÅ: De 10 bedste klip med Mopper
Familien har altid talt om, at hvis de på et tidspunkt fik en have, så skulle de have en hængesofa. Derfor købte Mopper sammen med Geggo og Cengiz en hængesofa til Linses grund i Kongelunden, som de ville overraske hende med. Men Mopper gør det selvfølgelig i vanlig komisk stil.
- Jeg har glemt, hvorfor vi er her, udbryder Mopper, mens Geggo, Cengiz og Linse er flade af grin over, at Mopper ikke kan huske sin egen gave til Linse. Men Mopper fortsætter ufortrødent:
- Gud, hvor er den flot. Er den ikke flot?
Hukommelsen dæmrer hurtigt hos Mopper, som fortæller, at Linse skal have en gave, fordi hun har været der for Mopper igennem sin sygdom. Det har hele familien, men Linse mest af alle, understreger Mopper. Og det får næsten den ellers så hardcore Linse til at fælde en tåre - men så kommer der ordre fra Mopper om, at det skal hun ikke.
LÆS OGSÅ: Linse: Mopper vil ikke have at vi græder
- Vi taler normalt ikke om følelser, vi sidder ikke og sætter ord på. Men efter Mopper er blevet syg, gør Mopper rigtig meget, og det gør jeg selvfølgelig tilbage. Og at hun sidder og siger til mig, at jeg skal have den her sofa, fordi jeg har været der for hende; fordi hun ikke kunne gøre det her uden mig; fordi jeg har støttet hende og passet på hende. Det manglede bare, men tak Mopper, fordi de her ord samler jeg ind i mit hjerte, og de er guld værd - guld og diamanter. Og jeg elsker Mopper så højt, fastslår Linse og fortsætter:
- Det har været de hårdeste måneder, jeg nogensinde har været igennem i mit liv. Sæt mig i spjældet, giv mig en røvfuld, gør hvad I vil. Men det her med, at min mor har været syg, det er det hårdeste og det sygeste og det mest latterlige, jeg nogensinde har oplevet.
LÆS OGSÅ: Nekrolog: Moppers liv fra start til slut
De sidste rørende billeder af familien som en samlet enhed foregår i hængesofaen, de altid har snakket om. Fire generationer af skønne og stærke kvinder, som alle griner.
- Med kærlighed og sammenhold, der kan man klare alt, og sådan er det bare, slutter Geggo sæsonen af med at sige.
Og aldrig har familien haft så meget brug for deres kærlighed som nu, hvor de gennemgår det sværeste. Heldigvis har de også mærket kærligheden fra hele Danmarks befolkning, som sørger over Mopper sammen med dem.
Hvil i fred, Mopper!
Se eller gense det fantastiske klip med den fantastiske familie og ikke mindst Mopper herunder:
LÆS OGSÅ: Didde om Moppers død: vi har mistet en kæmpe personlighed
Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.