SBS afslører: Vi kendte ikke til kongernes exit
Kanalen bag 'Kongerne' vidste ikke, at tre af programmets deltagere ville stoppe, før de læste det på Facebook.
Blondie, Foxy og Knaldperlen har alle besluttet at forlade 'Kongerne'. En udmelding, som de tre konger har offentliggjort på deres Facebook-sider, og derfor kommer det bag på SBS TV, der står bag programmet.
- Vi respekterer de tre kongers valg, men lad os nu se. Man skal jo aldrig sige aldrig. Det er helt fint med os, at de har meldt det ud, som de har gjort, men vi ville da gerne have været orienteret om det inden, siger informationschef, Jesper Jürgensen, ved SBS TV til Realityportalen.dk.
SBS TV har ikke meget at sige til kongernes exit.
- Vores fokus er på at skabe et fantastisk program for vores seere. Vi har denne gang sendt kongerne til Thailand, og seerne kan virkelig se frem til en medrivende sæson.
LÆS OGSÅ: Dolken tilbage i en ny sæson af 'Kongerne'
Fremtiden er ikke afgjort
De tre konger er garvede og prominente personer i 'Kongerne', men det bekymrer ikke Jesper Jürgensen, at de nu har sagt farvel og tak til programmet.
- Vi har konstant fornyet konceptet omkring kongerne og taget programmet i nye retninger og introduceret nye deltagere, og det vil vi også sagtens kunne gøre, hvis vi beslutter os for at lave en sæson mere, slår han fast.
At SBS TV ikke er bange for at eksperimentere med 'Kongerne' er den kommende sæson et godt eksempel på. Denne gang har SBS TV nemlig valgt at sende kæresteparret - Sugar og Knaldperlen - af sted til Thailand, og flere af de andre deltagere har kærester ventende hjemme i Danmark. Tidligere har kærester ikke været en del af konceptet.
- Det er vores program, og vi beslutter fra gang til gang spillereglerne for det. Denne gang syntes vi, det kunne være sjovt at se, hvordan dramaturgien kunne udvikle sig ved, at vi havde et kærestepar med.
LÆS OGSÅ: Foxy har fundet kærligheden
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.