Sally efter finalen: Det var ligesom at være berømt
Sally har fået blod på tanden efter 'Topmodel' og går benhårdt efter en modelkontrakt.
Sally navn var det første, der blev råbt op i dette års udgave af 'Danmarks Næste Topmodel'. Hun endte på en tredjeplads, og selvom det var en smule et antiklimaks, så var det et fantastisk finaleshow.
- Jeg glemte helt, at det stadig var en konkurrence. Det var nærmest ligesom at være berømt, da jeg gik ned af podiet og alle kiggede på mig. Men jeg var vildt nervøs, lige inden showet startede, fordi jeg var den første og tænk nu, hvis jeg havde glemt det hele, siger Sally, der er meget stolt over at være blandt de sidste tre.
Den bedste oplevelse, den smukke brunette har haft i programmet, var ifølge hende selv, da hun vandt beauty-shootet, som var det sidste, inden finalisterne blev valgt.
- Jeg synes klart, at beauty-shootet var fedest, og det er også det bedste billede, jeg har fået taget.
LÆS OGSÅ: Lu blev nummer 2 i 'Topmodel': Sarah var den rigtige vinder
Modeldrømmen fortsætter
Det har kun gjort drømmen stærkere for Sally, at hun har deltaget i konkurrencen. Derfor har hun heller ikke bare tænkt sig at ligge og vente på, at modelbureauerne kommer til hende.
- Jamen, jeg har tænkt mig at ringe til Unique, når programmet er helt slut. Jeg vil rigtigt gerne have en kontrakt hos dem, og de må da bestemt også gerne ringe mig op, siger Sally og fortsætter:
- Det har jo bare været så fed en oplevelse at være med, så jeg vil jo bare gerne have endnu mere.
Samtidig fortæller Sally også, at hun vil bruge tid på at arbejde med sin fremtoning, hvor hun i programmet flere gange blev beskyldt for at være lidt for stille og kedelig.
- Jeg lukkede mig lidt inde, fordi jeg fik nogle hug af dommerne helt i starten for at være for selvsikker og arrogant. Men til gengæld kunne de godt mærke, at jeg åbnede op hen mod slutningen, da der ikke var så mange piger igen. Men jeg vil bestemt arbejde på at virke mere glad og udadvendt, når jeg skal møde nye mennesker.
LÆS OGSÅ: Sarah: Jeg har kæmpet i tre år
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.