Richard fra 'Robinson Ekspeditionen'. (Foto: TV3)

'Robinson'-Richard: Jeg blev klippet som den onde

Richard har været hadet på de sociale medier, men selv har han ikke noget imod den måde, som han fremstår på.

Meningerne har været mange om Richard i årets udgave af 'Robinson Ekspeditionen', men på de sociale medier har holdningen til ham og holdkammeraterne Nanna og René primært været negative. Men det er ikke noget, som Richard har haft stor fokus på.

- Det har da været lidt underligt at se, hvad der bliver sagt på sidelinjen. Men folk har jo nogle meninger, og det skal de jo have lov til, siger Richard til Realityportalen.dk.

Hvis man skal tro brugerne på de sociale medier, så er Richard både voksenmobber og en decideret ond person. Det er han dog ikke enig i, og han ser ikke de store problemer med sin opførsel i programmet.

- Når jeg ser mig selv på skærmen, så kan jeg godt se, at jeg jo er blevet klippet som den onde i år. Men jeg synes, at det er helt okay. Jeg har spillet spillet, og jeg har spillet det hårdt. Lad mig sige det på den måde, at i det virkelige liv har jeg kun fået positiv feedback.

- Jeg er cool med det hele, og jeg ved, hvem jeg er. Jeg synes da, at det er meget sjovt at sidde og se på tv, og jeg må sige, at jeg da synes, at det er meget godt. Og igen, så har jeg fået mange positive henvendelser i det virkelige liv.

LÆS OGSÅ: Henrik vandt ‘Robinson Ekspeditionen’: Alle pengene går til mine børn

"Sofie var det rette valg"

I finaleafsnittet gjorde Richard, Nanna og René sig igen bemærket, da de kom tilbage som en del af en jury med magt til at sende en af de tilbageværende deltagere direkte i finalen. Her valgte de at sende Sofie i finalen på bekostning af Mathias og Nikolaj, der tidligere havde spillet en hovedrolle i at få de tre ud af ekspeditionen.

Det skabte stor debat og store protester fra de øvrige deltagere, men Richard mener stadig, at det var den helt rigtige beslutning at sende Sofie videre.

- Jeg synes, at det var super fedt at komme ind igen og være en del af spillet, og jeg fortryder intet. Den dag i dag synes jeg stadig, at Sofie var værdig til at komme videre til finalen. Og de to drenge? Nej. Det var hende, der var værdig, slår han fast.

LÆS OGSÅ: ‘Robinson’-deltagere lagt for had på nettet

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.