'Robinson'-Johan: Jeg er den ultimativt dårligste deltager nogensinde

Det blev til endnu et tidligt exit for den sjove 'Robinson'-deltager.

Mandagens afsnit af 'Robinson Ekspeditionen' betød endnu et tidligt exit til 26-årige Johan Djørup Müller. Han havde i år fået en ny chance i TV3-programmet, efter han sidste år blev tvunget til at trække sig på grund af en skade, han allerede fik på førstedagen.

Årets 'Robinson Ekspedition' blev dog ikke længere for Johan. Denne gang var det dog ikke brækkede ribben, der sendte ham hjem til Danmark. I stedet meldte han sig selv til dødskampen, hvor han trak det korteste strå.

- Jeg meldte mig, fordi der skulle ske noget, og jeg ville prøve det hele i år. Det var lidt halvdumt. Men sådan er det, siger en skuffet Johan til Realityportalen.dk, inden han slår fast, at han ikke fortryder beslutningen.

- Nej, jeg synes, jeg må stå ved den beslutning. Havde jeg nu vundet, havde det været pisse fedt. Det var et eventyr uanset hvad, og selv om jeg nok er den ultimativt ringeste 'Robinson'-deltager i 19 år, så vil jeg huske det for altid, for jeg har mødt så mange skønne mennesker.

LÆS OGSÅ: ‘Robinson’-Johan jubler over ny chance: Nu skal jeg bare give den gas

Stabil deltager

Allerede tidligt i dødskampen måtte Johan give op på grund af en dum fejl.

- Min første tanke var bare: "Hvorfor kunne du ikke bare have fokuseret på dig selv?" Det første, jeg gjorde, da vi trak stangen op, var at kigge over på de andre for at se, hvordan de var kommet fra start, og det var idiotisk, siger Johan.

- Men jeg er som et barn på tre år. Jeg kan blive distraheret af en sommerfugl og en gren, der ser sjov ud. Så jeg tænkte bare, at jeg var en kæmpe idiot, fortsætter han.

LÆS OGSÅ: ‘Robinson’-Johan jubler: Jeg har fået en kæreste

Årets exit var igen på dag seks - samme dag som Johan også måtte give op på sidste år.

-Da det gik op for mig, at det var samme dag som sidste år, tænkte jeg, at det her godt kunne blive meget pinligt. Men jeg er jo bare stabil, griner Johan, der dog ærgrer sig meget.

- Det var selvfølgelig så pisse frustrerende. Jeg stod jo rigtigt godt i min gruppe, slår han fast.

LÆS OGSÅ: Realitybabe fandt kærligheden efter ‘Robinson’-eventyr

Klar til ny omgang

De seks dage bringer Johan op på samlet 12 over to omgang af 'Robinson Ekspeditionen'. Men mens den første omgang primært blev brugt med smerter, så nød han det denne gang.

- Jeg nød den fuldt ud. Jeg vil sige at jungleløbet nok var det eneste, jeg ikke nød. Det var fandeme hårdt. Men det var så fedt at være med. Og det skal man sætte pris på. Det er jo ikke mange forundt, så os der får chancen, skal være lykkelige for det.

Derfor melder han sig også klar, hvis TV3 igen spørger ham i fremtiden.

- Det tvivler jeg på, at de gør, men det ville jeg. Uden at blinke. Hvis jeg skal op og ramme de 42 dage på en øde ø, så bliver de jo nødt til at tage mig med de næste syv-otte gange, hvis vi kigger på min statistik, griner han.

I videoen over artiklen kan du se, hvordan det gik til, da Johan røg ud af 'Robinson Ekspeditionen'.

LÆS OGSÅ: Årets første ‘Robinson’-quitter: Derfor trak jeg mig

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.