Per Pallesen om ugens ‘Matador’-afsnit: Vi hyggede os gevaldigt
Per Pallesen guider hver uge seerne gennem 'Matador' for HER&NU.
Under optagelserne til 'Matador' havde vi ikke mange pauser. I de få pauser sad vi udenfor dekorationen og fik, naturligvis, en god teatersnak. Skuespillere er fagidioter, og elsker at tale om deres oplevelser indenfor teater, film og tv. Også gerne om hvad det skete for år tilbage.
I pauserne havde jeg mange herlige samtaler med ældre kollegaer – Buster Larsen, som jo var fast kunde i Jernbanerestauranten. Ligeledes med Arthur Jensen og Helge Kjærulff-Schmidt, som jo begge nødtvungent måtte spise deres middag hos mig.
LÆS OGSÅ: Derfor skulle Hr. Schwann dø i ‘Matador’
Især havde jeg mange gode samtaler med Helge. En dag sagde Helge til mig med sin meget karakteristiske huggende stemme:
- Per, du har jo lavet så mange sjove revyer flere steder, især i Hjørring. Du ved sikkert ikke, at jeg for mange år siden var med i en revy i Holbæk. Vi havde et slutnummer, hvor vi kom ind spillende på forskellige instrumenter klædt i Frelsens-Hær-uniformer. Jeg kom sidst med storetrommen. Vi sang, men vi vandrede rundt på scenen: ”Holbæk, Holbæk, Nordvestsjællands Paris”. Det var sgu ikke særlig morsomt, sagde Helge.
Jeg fortalte ham, at jeg som barn havde set ham i min fødeby Aars, hvor han optrådte på en lille ø i Lystanlægget.
- Helge, du stod på scenen ude på øen med din alpehue og en bog under armen og sagde:
I Danmark er jeg født,
Der har jeg hjemme,
Der har jeg rod,
… et forfærdeligt rod!
- Ja, den brugte jeg altid i min foreningsoptræden, og den ”gik hjem” hver gang, fortalte Helge.
LÆS OGSÅ: ‘Matador’-stjerne står frem: Jeg blev voldtaget
Arthur Jensen var i sin fritid spillegal på travbanen:
- Hver søndag var jeg på travbanen i Charlottenlund. Jeg spillede tit højt spil. Havde jeg ikke gjort det, kunne jeg have haft en herregård i dag, fortalte han.
Jo, vi hyggede os gevaldigt i pauserne.
LÆS OGSÅ: Per Pallesen afslører ny ‘Matador’-fejl
Nå, men vi skal jo lige tale om ugens afsnit i 'Matador'. Her sker en masse. Røde må gemme sig for tyskerne, der er kommet på kant med russerne. Agnes bryder sammen, men ved doktor Hansens hjælp mødes de i hemmelighed på hospitalet og får talt ud.
Boldt har stadig gang i rationeringsmærkerne til stor fortrydelse for Fede, der er løbet tør for smørmærker.
Kvik dør på bænken i Jernbanerestauranten, og grisehandleren ”går helt ned med flaget”. Det hjælper heldigvis lidt, da Daniel forærer ham en hundehvalp.
Den nye barnepige hos Varnæs introducerer sit ”Av min arm”, som stadigvæk bruges af folk i flæng.
Ingeborg får et brev fra Holger, der gerne vil se Ellen, før han rejser ned til vennerne i Tyskland.
Det afværger Ingeborg behændigt (hvor er Ghita dog en fantastisk skuespiller).
I kådhed sammen med Daniel fjerner Ulrik præservativ-automaten fra Jernbanerestauranten og hænger den op på familiens toilet. Det rygtes, til stor forargelse i den lille by, og Ulrik sendes på kostskole. Skolelærer Andersen bliver fyret af Fru Violet, men ”hugger” i stedet ind på Misse Møhge, der er blevet alene, fordi hendes mor, Fru Fernando Møhge, faldt død om i rullestolen.
Alt i alt et afsnit, hvor der lægges op til en spændende fortsættelse.
Du kan se ‘Matador i aften klokken 20:00 på DR1.
LÆS OGSÅ: ‘Matador’: Hvad skete der med Maude og Laura?
LÆS OGSÅ: Per Pallesen om ugens ‘Matador’-afsnit: Optagelse efter optagelse gik i vasken