Per Pallesen om ugens ‘Matador’-afsnit: Jeg får tårer i øjnene

Per Pallesen guider hver uge seerne gennem 'Matador' for HER&NU.

Når en filmdag planlægges, udarbejder man et dagsprogram. Mange instruktører er ”sultne”, og vil gerne optage flere scener, end der er tid til. Det kan tit sætte skuespilleren i en gevaldig pine, hvis han eller hun for eksempel skal nå til prøver på et teater. Instruktøren har svært ved at ”slippe” skuespilleren og presser lidt på, for at få den næste scene i kassen.

Hvor mange gange har jeg ikke stået som ”en lus mellem to negle”, fordi prøverne på teatret krævede, at jeg var der til tiden?

Sådan havde vi det absolut ikke, da vi optog 'Matador'. Erik Balling, der selv havde instrueret lidt på teatret, havde stor forståelse og respekt for skuespilleren og teatret.

På Nordisk Film, hvor vi optog 'Matador', og var ved at ”gå lidt over tiden”, brød Balling bare af og sagde: ”Vi fortsætter herfra i morgen”. De fleste af os skuespillere skulle jo til prøve på teatrene klokken 12.00. Det var en aftale, vi havde ifølge kontrakten med Nordisk Film.

LÆS OGSÅ: Derfor skulle Hr. Schwann dø i ‘Matador’

LÆS OGSÅ: ‘Matador’-stjerne står frem: Jeg blev voldtaget

Én optagelse var nok

I det hele taget var en aftale en aftale, da vi optog 'Matador'. Vi startede i sminken ved seks-tiden. Balling ville gerne have den første scene i kassen før klokken otte. Han vidste, når en optagelse var OK. Hvor mange gange har man ikke spillet scenen igen og igen og følt, den var i orden, samtidig med at instruktøren sagde: ”Vi ta´r den lige én gang til!” Sådan var Erik Balling ikke. Hvis han skønnede at scenen var ”i kassen” ved første optagelse, sagde han: ”Tak vi går videre!”

Da jeg genså 16. afsnit, fik jeg faktisk lidt tårer i øjnene. Hvor er det dog en fantastisk serie – eminent spillet og iscenesat – og ikke mindst en god historie, som jeg og sikkert alle mine kollegaer har været stolte over at medvirke i.

I dette afsnit, 'Lauras store dag', sker der en hulens masse ting. Men det altoverskyggende er den 9. april 1940, hvor ”OPROP” bliver kastet ned over Korsbæk, og 2. Verdenskrig lammer Danmark. Kun grisehandleren svarer igen i en herlig scene, hvor han har placeret et foto af Hitler på lokumsbrættet.

Det er herligt at se gamle kendte skuespillere i små roller. Preben Harris, Jørgen Weel, Grethe Holmer, Lisbeth Movin, Poul Kern m.fl. Flot besatte biroller af mesteren Erik Balling.

Du kan se ‘Matador i aften klokken 20:00 på DR1.

LÆS OGSÅ: STORT TILLYKKE! Laura fra ‘Matador’ bliver 90 år

LÆS OGSÅ: Per Pallesen om ugens ‘Matador’-afsnit: Optagelse efter optagelse gik i vasken

LÆS OGSÅ: Per Pallesen afslører ny ‘Matador’-fejl