'Paradise'-Malene: Jeg mistede mit privatliv
Malene ser tilbage på en tid med store oplevelser, men samtidig har livet som kendt også taget hårdt på privatlivet.
Malene Sandgaard deltog i 'Paradise Hotel' sæson 9, hvor hun både endte med titlen som Miss Paradise og fandt manden i sit liv.
Tiden efter reality-livet har budt på vilde fester, modeljobs og en blog, men Malenes privatliv har også været sat til side, hvilket hun betaler prisen for i dag. Det afslører hun over for Realityportalen.dk.
- Der følger også negative ting med. Jeg føler, at jeg har mistet mit privatliv rigtig meget, og det har været utrolig hårdt, siger Malene til Realityportalen.dk.
LÆS OGSÅ: ‘For lækker til love’-Helene: Træt af folks platte bemærkninger
Negative kommentarer gør ondt
Før i tiden kunne Malene frit handle ind i nattøj eller skabe sig i byen, uden folk skænkede det en tanke. Men nu oplever hun tit, at hun får kommentarer fra mennesker, hun ikke kender.
- Jeg har altid været ligeglad med, hvad folk tænker om mig, men det kan virkelig gøre ondt, når folk kommer med kommentarer om mig, siger hun og uddyber:
- Folk er så nysgerrige og skal blande sig hele tiden. Jeg ved godt, at rigtig mange ikke gør det i nogen ond mening, men nogen gange bliver det bare for meget for mig.
Men det er også prisen, som man betaler, når man er åben omkring sit liv, mener Malene.
- Jeg er nok til dels selv skyld i mange af de kommentarer, jeg får, fordi jeg har valgt at være meget offentlig med mit liv via min Facebook-side og Instagram, men jeg synes, det er meget hårdt med alle de kommentarer hele tiden.
LÆS OGSÅ: ‘Paradise’-Patrik: Reality-livet gjorde mig afhængig
Fortryder ikke
At der er mange, der er interesseret i Malenes privatliv, har dog ikke fået hende til at fortryde sin deltagelse i 'Paradise Hotel'.
- Jeg har fået nogle minder for livet. Jeg har prøvet at leve livet som 'kendt', hvor jeg er blevet genkendt på gaden, har skrevet autografer og været et forbillede for mange unge piger. Det ville aldrig være sket for mig, hvis ikke jeg havde deltaget. Det har været super sjovt at prøve, og jeg fortryder ikke at have deltaget i programmet, siger hun.
Malene siger til Realityportalen.dk, at hun ikke umiddelbart har planer om at lave mere tv. Det skyldes, at hun er i gang med at tage en uddannelse som markedsføringsøkonom, og det er her alt hendes fokus ligger i øjeblikket.
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.