Angelin venter på hospitalet, mens sønnen ligger under kniven. (Foto: Facebook/Privat)

'Paradise'-Angelins tragedie: Min søn har kræft

Angelins fire-måneder gamle søn har en alvorlig form for kræft, og onsdag morgen blev han opereret.

Der er ikke meget at glæde sig over for 34-årige Angelin i øjeblikket. Den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager fødte ellers en søn for lidt mere end fire måneder siden, men livet har på ingen måde været nemt for den lille dreng eller den nybagte mor indtil videre.

Allerede i slutningen af februar fik han konstateret osteosarkom - en ondartet, aggressiv type knoglekræft - og onsdag morgen gennemgik han så en stor operation. Her fik han fjernet en muskel i det ene lår, men udsigterne er dystre.

- Der er lagt en behandlingsplan for de næste 8-12 måneder, og den kan genoptages efterfølgende, hvis kræften opstår igen. Prognosen lyder på, at han har cirka 30 procent chance for at overleve, fortæller Angelin til Realityportalen.dk.

LÆS OGSÅ: ‘De unge mødre’-Nadja: Jeg slipper aldrig helt af med kræften

Meget smerte og mange tårer

De sidste to måneder har budt på intensiv kemo-behandling med tre forskellige slags stoffer, fortæller Angelin. Det har været hårdt for den lille knægt, som har fået følgeskader af den stærke medicin.

- Det er både gået godt og dårligt, da der har været mange bivirkninger. Det ene kemo-stof har givet infektion i hele munden og spiserøret og videre til maven, og han kunne ikke synke eller spise. Det var svært at kæmpe sig igennem, lyder det fra Angelin.

Onsdag tog man så skridtet videre, og sønnen blev lagt under kniven. Operationen gik i første omgang godt, men det vides endnu ikke, om den for alvor har hjulpet. De seneste par dage har været hårde, og sådan bliver det også i den næste periode.

- De sidste dage har budt på masser af smerte, mange tårer, og han kommer efterfølgende til at få en nedsættelse af funktionerne i det ene ben. Kampen er ikke slut endnu. Vi har mange måneder med efterbehandling, og vi ved endnu ikke, om det har spredt sig, fortæller Angelin.

LÆS OGSÅ: Hvad skal Malte og Nadias baby hedde?

LÆS OGSÅ: HOT NEWS: ‘Paradise’-babe har fået kæreste

Frygt og angst er blevet hverdag

Man kan slet ikke forestille sig, hvordan det må være at se sin søn ligge helt hjælpeløs og i smerte. Det fortæller Angelin, der selv blev ramt af mange følelser, da hun fik beskeden.

- Jeg blev overvældet af håbløshed. Det slog fuldstændig benene væk under mig. Jeg følte en knugende sorg, som om min lille dreng allerede var død. Frygt og angst er blevet til en hverdag, lyder det fra den chokerede mor.

- Min humør svinger meget, og jeg ville ønske, at det var mig - og ikke mit barn - der lå der. Jeg ville ønske, at det var mig, der oplevede alt den smerte i stedet for ham. Men jeg er meget taknemmelig over den støtte og hjælp, jeg får fra min familie, venner og fans.

Kun tiden vil vise, om den lille mand klarer sig igennem den hårde start, han har fået på livet, men vi sender i hvert fald en masse tanker og et stort 'held og lykke'-ønske af sted til Angelin og sønnen.

Angelin deltog i 'Paradise Hotel' tilbage i 2012.

LÆS OGSÅ: HOT NEWS: 'Paradise'-par er blevet forældre

LÆS OGSÅ: Se Nadja Kaaghs rejse i ‘De unge mødre’

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.