Paradioser i shitstorm: Reklamerer for nyt tandblegningsprodukt
Kun fem dage efter 'Kontant'-afsløringen af SmileBright florerer der nu et nyt tandblegningsprodukt på nogle af reality-stjernernes Instagram-profiler, men det er ikke populært.
For under en uge siden rullede 'Kontant' over skærmen og afslørede to fupprodukter, som flere store influencere reklamerede for. Et af produkterne var SmileBright, som skulle give hvidere tænder ved hjælp af en gel og noget blåt lys, men det viste sig, at produktet indeholder 75 gange så meget brintoilte, som det er tilladt, og det ødelægger altså emaljen på tænderne.
LÆS OGSÅ: Realitystjerners reklamer er en millionforretning
Programmet fik flere store Influencere til at undskylde på deres sociale medier, fordi de havde promoveret tandblegningsproduktet, og flere af dem var rasende over selv at være blevet ført bag lyset af producenten. Nu fem dage senere florerer der så et nyt og meget sammenligneligt produkt på blandt andet paradisoerne Lenny Pihl, Mathias Hjort og Trine Skjollanders Instagram-profiler.
De reklamerer nemlig alle for det svenske tandblegnings produkt Belissas Whitening, som består af en skinne, en gel og et blåt lys, som man skal sætte på, mens gelen virker. Det vides ikke, hvad gelen indeholder, men ifølge den svenske ingrediensliste er der en form for blegemiddel i produktet, det skulle ifølge producenten overholde den gældende EU-lovgivning. Det lovede firmaet bag SmileBright dog også.
LÆS OGSÅ: Realitystjerner raser over DR-program
I 'Kontant' i sidste uge fortalte Helle Hornhaver, der er tandlæge og underviser på Tandlægehøjskolen på Aarhus Universitet blandt andet, at det blå lys, der også fulgte med i SmileBright-kittet, var fuldstændig nytteløst. Alt forskning på området konstaterer, at lys ingen effekt har på tandblegning, lød konklusionen.
Lenny: Slå koldt vand i blodet
Det nye vidunderprodukt til at få hvidere tænder har da også allerede sendt både Lenny, Trine og Mathias ud i så solid modvind, at både Trine og Mathias har slået kommentarsporet fra på deres reklameopslag. Lenny slog det fra i aftes, men aktiverede det så igen, han har dog nu slettet nogle af de kritiske kommentarer, men forsvarer sig selv i en kommentar til reklamen
- Jeg ved godt, at der lige har været kæmpe kaos omkring SmileBright, men det her hedder Belissas Whitening, så slå lige koldt vand i blodet. Jeg har prøvet en del forskellige tandblegningsmidler, men jeg er altid vendt tilbage til dette produkt. Jeg synes Belissas er nemt at anvende, og man kan se resultater med det samme. Jeg er ked af, hvis alle folk føler sig trådt over tæerne, men I må seriøst også lige trække vejret. DET PRODUKT ER IKKE SMILEBRIGHT, og det må alle jer forstå, som sviner mig til i denne her tråd!!! Prøv at læs det her højt og se, om I kan høre forskellen.. Smilebright og så Belissaswhitening!!! Kan I høre forskellen? God dag derude, skriver Lenny i kommentarfeltet på sin Instagram-reklame.
LÆS OGSÅ: ‘Paradise’-hunk fandt kærligheden i ‘Ex on the beach’
Flere følgere spørger dog, om Lenny selv har undersøgt ingredienslisten og ved, at han kan stå inde for det produkt, han reklamerer for. Det svarer Lenny ikke på. En af de kritiske røster, hvis kommentar er blevet slettet igen, er Luna Munk fra 'De unge mødre', som påpegede, at Lenny ikke lever op til sit ansvar som influencer.
- Jeg synes, det er dybt forkert, fordi der netop lige har været et program, der viser, at man som influencer skal være kritisk med hvad man anbefaler, og når man så går ud under en uge efter og anbefaler et helt tilsvarende produkt, så bevidner det for mig, at man kun tænker på penge og er helt ligeglad med sine følgere. Og i min optik burde man netop ville sine følgere det bedste, fordi de fra start af er grunden til, at man overhovedet har mulighed for at tjene penge.
LÆS OGSÅ: Ung mor gennemfører sit første maraton: Jeg kastede op 5 gange
Før han slettede kommentarerne havde Lenny skrevet som svar til Luna, at hun kun kommenterede for at få følgere og likes. Det afviste Luna, hvis kommentarer nu er slettet, men til gengæld har Lenny skrevet en mindre pæn privat besked til hende, hvor han blandt andet opfordrer hende til at hoppe ud fra en bro.
Det er ikke første gang, Lenny er i modvind på grund af sine reklamer på Instagram. For nogle måneder siden blev han kritiseret for at reklamere for kviklån, hvilket han var ude og undskylde, og han har også reklameret for produktet MyMuscle, som også blev afsløret som fup i sidste uges afsnit af 'Kontant'.
Selvom Mathias og Trine har slået kommentarfunktionen fra, så svarer Mathias alligevel på den massive kritik, som også har ramt dem sin story.
- Jeg vil bare sige, at vi har brugt det her, og det er ikke det omtalte, som der er i medierne, det er SmileBright, det er ikke det her, og vi har ikke haft noget med noget, der sidder i tandkødet eller smerter, siger Mathias på sin Insatstory.
LÆS OGSÅ: ‘Ex on the Beach’-babe afslører: Abort var årsag til brud
Geggo: Hvis man slår kommentarer fra, er det et dårligt samarbejde
En af de kendisser, der har fået tilbudt et samarbejde med Belissas Whitening og afslået, er Stephanie Karma Salvarli, bedre kendt som Geggo fra 'Familien fra Bryggen'. Det afslører hun på sin Instastory, hvor hun har lagt et billede op af henvendelsen fra firmaet.
- Jeg giver det to dage, så ser du dette mærke på alle influencers og realitydeltageres instagram. Gør, hvad I selv føler for, men LOV mig at tjekke, at produktet overholder dansk lovgivning - vi skal ikke have flere af den slags skandaler som SmileBright blev til, og jeg takkede pænt nej - jeg tør ikke teste og reklamere for flere tandblegningsprodukter. Generelt håber jeg, at alle har lært af SmileBright-skandalen, skriver hun og fortsætter i næste post:
- Et godt tip til alle jer, der er nye i kampagne-verdenen og gerne vil tjene lidt hurtige penge på jeres Instagram: Hvis I har brug for at slå kommentarerne fra på jeres opslag (altså gøre så folk ikke kan kommentere) - så har I valgt et dårligt samarbejde. I skal kunne forsvare det, I reklamerer for.
Realityportalen har forsøgt at få en kommentar fra Lenny, Mathias og Trine, men ingen af dem har svaret på vores henvendelser.
LÆS OGSÅ: Ung mor dropper planer om donorbarn