Anne og Todd ved hobbithuset i baghaven-(Foto: Lars Horn/TV 2)

'Nybygger'-par efter sejr: Derfor var baghaven så vigtig for os

New Zealandsk eventyrstemning sikrede Nybyggervejens eneste børnefamilie aftenens sejr.

Et hobbithus i baghaven til det grønne hus på Nybyggervejen skulle vise beboerne Anne Bach, Todd Edlin og deres datter Lilys tilknytning til New Zealand, hvor Todd er fra. Dommerne var begejstrede og kvitterede med en sejr til den lille familie.

- Det er super fedt, når vi gerne vil vise, hvem vi er gennem vores have, at det så virker. Det  er forholdsvis svært at lave noget, der sætter hovedet på sømmet i forhold til, hvad der er New Zealand. Men jeg synes egentlig, at det lykkedes med det her hobbithus. Og Lily elsker det, siger en glad Anne til Realityportalen.dk og fortsætter:

- Det har været rigtig svært at få noget af New Zealand ind, fordi New Zealand for det første slet ikke er et land med interiør. Det går de ikke op i, fordi de er udendørs mennesker, så det er bare helt klart i haven, vi har været mest fokuserede på, at vi skulle vise noget af os fra New Zealand.

LÆS OGSÅ: Anne og Todd efter ulykken: Sådan påvirkede det os

Googlede sig til sejren

At beslutte sig for at installere et hobbithus i baghaven er én sag, og at skulle finde et er en helt anden.

- Vi googlede løs, indtil vi fandt en mand, der hedder Helge. Han laver de her huse og sælger dem, og så har vi så selv malet og behandlet det, fortæller Anne.

Huset kostede en stor del af de samlede udgifter til haven, og det gjorde kun dommernes anerkendelse bedre.

- Det var fantastisk, fordi det var alligevel en investering at købe det der hus. Det var virkelig noget, vi var nødt til at prioritere. Det er jo skønt, når man tager et sats, og det er det hele værd, og det var det virkelig, siger Anne.

LÆS OGSÅ: Cecilie og Jonas er uenige med dommerne

Små hobbitter sover i hobbithuset

Det lille hus i baghaven har allerede vakt stor glæde hos den lille familie, og prioriteringen af eventyrstemning har allerede givet afkast for grønt hus' beboere.

- Haven har virkelig været et af  vores bedste rum, som bare har fungeret til punkt og prikke. Hold op, hvor har Lily lavet meget derude. Hun er simpelthen vild med det hus og løber ind og ud. Nogle gange spiste vi også aftensmad derude, det, syntes hun, var hyggeligt, fortæller Anne og fortsætter:

- Det er så stort, at vi også godt kan være derinde, så om sommeren vil vi kunne sove derinde i stedet for at skulle slå telt op i haven. Det var en investering til hele familien.

Når vejret bliver varmere, glæder familien sig til at kunne rykke ud i huset, hvor de føler sig godt hjemme. Der er nemlig også hobbitter på Nybyggervejen.

- Vi kalder Lily for en lille hobbit, og det kalder vi faktisk også hinanden nogle gange, afslører Anne og griner.

Du kan se 'Nybyggerne' hver onsdag kl. 20:00 på TV 2.

LÆS OGSÅ: Christine og Mikkel i chok efter sejr

LÆS OGSÅ: 'Nybyggerne’ afslører: Så hårdt er det at deltage

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.