Nu kommer filmen om Bamse
Hele det originale hold er igen samlet for at lave den første film om den ikoniske tv-figur.
Det er 35 år siden, at Danmark for første gang stiftede bekendtskab med figuren Bamse. Siden da har han været fast inventar i de fleste børns barndom, og nu vender Bamse, Kylling og Ælling tilbage. Hele det gamle hold er igen samlet, og til december ender det ud med den første spillefilm om hele Danmarks Bamse. Det skriver DR i en pressemeddelelse.
- Ramasjang står jo på skuldrene af giganter, når det gælder indhold til de mindste – og nu vender en af de helt store tilbage. For mange af os har Bamse jo været med til at forme, inspirere og underholde i vores egen barndom, og flere af os har også set vores egne børns store glæde ved Bamses unikke fortællinger, siger Pelle Møller, redaktør for DR Ramasjang.
- På Ramasjang er vi derfor enormt stolte, begejstrede og rimelig starstrucked over, at Bamse, Kylling og resten af det originale hold vil skabe denne nye tv-film. Med tv-filmen ønsker vi at give alle danskere på tværs af generationer en udvidet oplevelse i selskab med deres yndlingsfigurer fra Ramasjang, fortsætter han.
LÆS OGSÅ: Populær vært vender tilbage til ‘Nybyggerne’
Hele holdet samlet
Filmen 'Bamse møder den store verden' genforener hele det gamle hold fra 'Bamse'-serien, der senest optog nye afsnit i 2009, fortsætter DR i pressemeddelelsen.
Det tæller blandt andre Katrine Hauch-Fausbøll, som manuskriptforfatter og instruktør, Søren Hauch-Fausbøll som Bamse, Brian Patterson som Kylling og Gitte Melgaard som Ælling og Snupse samt manuskriptforfatter. Derudover er de oprindelige fotografer, klippere, teknikere og musikere også samlede omkring den gamle hytte i Bamse-skoven, lyder det.
I filmen drager Bamse ud i verden, hvor han møder Snupse plus de to nye figurer, Pandekagekonen og Danse-Alfen. De tre vil på hver deres måde lære Bamse vigtige lektier om mod, venskaber, forskellighed, tolerance og at udfordre sine grænser.
LÆS OGSÅ: ‘Landmand'-Brian afslører: Det skete under lagnet
Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse underholdningsprogrammer og kendisser.