Nanna Silje: Det er tidligt at blive mor
I aften er der sæsonpremiere på ‘De unge mødre’. Den nye sæson byder på et helt nyt ansigt, nemlig Nanna Silje. Mød hende her.
Som 16-årig blev Nanna Silje gravid med sin 10 år ældre kæreste, som hun havde mødt på internettet. De havde været kærester et lille halvt år, da hun opdagede, at hun var gravid.
- Min kæreste havde joket lidt med, at jeg nok var gravid. En dag, da vi stod i køen i Rema1000, kiggede jeg tilfældigt på graviditetstestene ved kassen. Jeg købte en, som jeg tog som det første, da vi kom hjem i lejligheden igen. Jeg tog testen og lagde den ved håndvasken, mens jeg stod og kiggede ind i spejlet. Jeg turde ikke kigge ned. Nok fordi jeg egentlig godt kendte det svar, der ventede mig. Og ganske rigtigt, jeg stod med en bragende positiv graviditetstest foran mig. Dér begyndte mit nye liv, fortæller den unge mor.
LÆS OGSÅ: Line Sofie vil vise en anden side af unge mødre
Ingen kontakt til faren
Det nye liv var en udfordring for parforholdet. Allerede under graviditeten begyndte forholdet til faren at skrænte. Nanna Silje er i dag alenemor til Noah.
- Da Noah var 1½ år gammel, gik vi fra hinanden. Efter det så Noah sin far engang i mellem, men siden jul har de ingen kontakt haft med hinanden – efter farens ønske, forklarer Nanna Silje.
I starten var hun vred på Noahs far over, at han kunne fravælge Noah, men hun har lært at leve med hans beslutning.
- Med tiden har jeg accepteret det. I dag tror jeg også, at det er bedre for Noah, at han bliver væk, når han ikke har en oprigtig interesse i sin søn, fastslår den unge mor.
LÆS OGSÅ: Homobarn er vejen til Lines regnbuebarn
Få en abort
Nanna Silje har aldrig været i tvivl om, at hun ville beholde barnet. Også selvom hendes beslutning om at blive ung mor i en alder af 16 år ikke var noget, som faldt i god jord hos hendes familie.
- Min familie reagerede ret negativt på min graviditet. De mente, at jeg skulle få en abort. Dengang synes jeg bare, de var dumme at høre på, men i dag kan jeg faktisk godt forstå dem. Hvis en 16-årig pige spurgte mig til råds, ville jeg uden tvivl råde hende til at få en abort. For det er meget tidligt at blive mor, og man skal jo nok nå det. Hele livet er jo foran en. Det kunne jeg bare ikke se dengang, erkender Nanna Silje.
Hun oplevede især stor modstand fra sin mor under graviditeten, men i dag har de et meget tæt bånd.
- Under graviditeten havde jeg et ret anstrengt forhold til min mor. Jeg tror lige, hun skulle bruge noget tid på at acceptere, at jeg havde valgt, som jeg havde. Men så snart hun stod med lille Noah i armene, var hun jo solgt. I dag er hun en stor del af vores liv, og vi bor næsten lige ved siden af hinanden, fortæller den unge mor.
LÆS OGSÅ: Natacha Nikita vil have Remi hjem
Vil have en uddannelse
Nanna Silje har indset, at hun har gjort mange ting sværere for sig selv, end hvis hun havde valgt anderledes. Hun mener dog ikke, at det nødvendigvis behøver at være en dårlig ting, at tingene ikke altid er lige lette. Selvom det til tider kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen, er hun fast besluttet på, at hun skal have en uddannelse.
- Jeg blev i juni måned færdig med HG2. Men jeg er ikke helt afklaret med, hvad jeg vil uddannelsesmæssigt. Dog er det helt sikkert, at jeg VIL have en uddannelse, så jeg begynder på nogle enkeltfag senere på måneden, fortæller Nanna Silje.
Men det er ikke blot en uddannelse, som Nanna Silje drømmer om.
- På sigt drømmer jeg også om at finde kærligheden igen og få skabt en familie. Men jeg vil ikke have en kæreste for enhver pris, fastslår den unge mor.
Ville vise sin historie
Tanken om at stille op i et program som ’De unge mødre’ havde aldrig strejfet Nanna Silje, før hun blev kontaktet af en tilrettelægger fra programmet. Hun snakkede med nogle veninder om det, og de bakkede hende op.
- Jeg ville vise min historie – at selvom man er 16 år og ender som enlig mor, så kan man godt få tingene til at fungere med baby, bleer og uddannelse, og være ung samtidig, fastslår Nanna Silje.
For Nanna Silje har det været en positiv og speciel oplevelse at være med i ’De unge mødre’ indtil videre.
- Jeg har lige skulle vænne mig til det - både at blive filmet, men også at man skal til at tænke over, hvorfor man gør de ting, som man gør. Det har jeg ikke rigtig gjort så meget før, slutter den unge mor.
Du kan følge Nanna Silje og de andre unge mødre på i aften kl. 21.00 på Kanal 4. Vi glæder os.
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.