Mulig stjerneskilsmisse: Problemer i paradis
Komikeren Nick Cannon bor ikke længere sammen med konen Mariah Carey. Ægteskabet er på randen af skilsmisse, fortæller han.
Det startede ellers som en stormende forelskelse, da den 33-årige komiker Nick Cannon giftede sig med den 11 år ældre sangdiva Mariah Carey efter blot seks ugers kæresteri.
Men nu er der alvorligt knas i det seks år gamle ægteskab mellem Cannon og Carey. Faktisk er problemerne så store, at stjerneparrets forhold er ved at ende ud i en skilsmisse.
- Der er problemer i paradiset. Vi har boet hver for sig de sidste par måneder, siger Nick Cannon til The Insider With Yahoo.
Parret har tidligere været meget åbne om deres store lidenskab og kærlighed til hinanden, men Cannon ser ikke optimistisk på den ægteskabelige fremtid med Carey.
- Uanset hvad der sker mellem os, vil børnene være mit hovedfokus, siger han.
LÆS OGSÅ: Her er årets komikere
Ikke utroskab
Cannon vil ikke fortælle, hvad der har drevet parret væk fra hinanden, men han afviser ethvert rygte om utroskab fra hans side trods adskillige forlydender om udenoms-fjolleri.
En talsmand for Mariah Carey fortæller, at Carey ikke ønsker at kommentere på sit privatliv, men i stedet udelukkende nu fokuserer på børnene og sin snarlige turné.
Komikeren og sangdivaen var stormende forelskede, da de giftede sig på Bahamas i 2008 efter blot seks ugers kæresteri. Siden har de hvert år fornyet deres ægteskabsløfter med undtagelse af lige netop i år, hvor parret i stedet fortalte, at de valgte en mere stilfærdig måde at fejre årsdagen på.
I 2011 blev Carey og Cannon forældre til tvillingerne Moroccan og Monroe og har ud over børnene også hjemmesiden dembabies.com, hvor de flittigt har delt idylliske familiefotos.
LÆS OGSÅ: WOW: Så meget tjener den bedst betalte dj
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.