'Matador'-Stein gjorde John Hahn-Petersen berømt
John Hahn-Petersen har spillet utallige store teaterroller, men det var rollen som bogholderen hr. Stein i 'Matador', der for alvor gjorde ham kendt og populær i hele Danmark.
Den 4. januar 2006 gik teaterinstruktøren Kasper Rostup ind på scenen på Det Kongelige Teater. Med tungt hjerte informerede han publikum om, at aftenens forestilling, 'Indenfor murene', var aflyst på grund af sygdom. Sandheden var værre end som så. John-Hahn Petersen, en af forestillingens hovedkræfter, var netop blevet fundet død i sin garderobe.
Nyheden om den populære skuespillers død kom som et chok for alle, der kendte ham personligt, og alle, der holdt af ham som skuespiller. Han var populær blandt folk i alle aldre. Som den jødiske bogholder hr. Stein i 'Matador', som hyrevognschefen Verner Boye-Larsen i 'Taxa' og som stemme til både Peter Plys og onkel Joakim i tegnefilm, favnede han alle generationer.
LÆS OGSÅ: ‘Matador’-stjerne fylder 60 år: Livet er andet end skuespil
Men i de unge år var han ikke så kendt i den brede befolkning, selvom han var en flittigt benyttet teaterskuespiller. Det var så afgjort rollen som hr. Stein, der gjorde John Hahn-Petersen folkelig.
John Charles Hahn-Petersen blev født 4. november 1930 på Frederiksberg. Moderen var irsk, og faderen var skibsredderen Egil Hahn-Petersen, som nok havde tænkt sig, at sønnen skulle følge i hans fodspor, for han fik John ind som kontorelev i handelsselskabet ØK.
Da militærtiden bankede på døren, valgte John at blive militærnægter og havnede i Oksbøllejren blandt kommunister så røde som Stalins blod. Det ændrede hans syn på livet og gav ham styrke til at vælge skuespillervejen.
LÆS OGSÅ: Historien bag villaerne i Matador – dengang og nu
LÆS OGSÅ: Birgitte Bruun om ‘Matador’-rollen: Jeg var så bange
Gennembruddet
John Hahn-Petersen havde spillet en del teater derhjemme sammen med sine fætre, og det havde tændt en glød i ham. Opholdet i Oksbøl fik ham til at droppe kontorjobbet og gå til scenen. Det var ikke populært derhjemme. John Hahn-Petersen har i et interview med Bettina Heltberg i Politiken fortalt, at hans far sagde følgende til ham: ”Hellere en halvdårlig forretningsmand end en halvdårlig skuespiller!”
Men John Hahn-Petersen havde ikke tænkt sig at blive en halvdårlig skuespiller. Han læste hos skuespillerinden Blanche Funch og blev uddannet på Odense Teater. Efter elevtiden kom han i 1960 ind på Aarhus Teater.
LÆS OGSÅ: Matadors Marie var i chok, da Benny Hansen døde
To år tidligere var John Hahn-Petersen debuteret på film, og i de følgende år fik han en del mindre filmroller. Erik Balling havde benyttet ham i et par 'Olsen-banden'-film og gav ham rollen som den selvudslettende hr. Stein i 'Matador'. Ikke mange tv-seere kendte ret meget til John Hahn-Petersen, før 'Matador' ramte fjernsynsskærmene i 1978, og efter de første 17 episoder af serien kendte de heller ikke så meget til hr. Stein.
Men 18. episode, 'Hr. Stein', som blev genudsendes på DR1 i aften, blev John Hahn-Petersens folkelige gennembrud. Afsnittet handler om den jødiske bogholders flugt fra besættelsesmagten i Korsbæk, hvor han får hjælp fra Maude Varnæs til at komme i sikkerhed på Oluf og Kathrine Larsens gård uden for byen, inden han sejles over til Sverige.
Da episoden var blevet sendt første gang 10. januar 1981, var John Hahn-Petersen for alvor danmarksberømt.
LÆS OGSÅ: ‘Matador’-stjerne står frem: Jeg blev voldtaget
LÆS OGSÅ: Per Pallesen afslører ny ‘Matador’-fejl
Chef for Krone Taxa
Der skulle gå 16 år, før John Hahn-Petersen ramlede ind i en ny rolle, der fik ham på alles læber. 14. september 1997 blev første afsnit af tv-serien 'Taxa' sendt på DR. Her spillede han den tidligere alkoholiker og fraskilte chef for Krone Taxa, Verner Boye-Larsen.
'Taxa' kørte i 56 afsnit, og nu blev John Hahn-Petersen ikke længere genkendt som hr. Stein på gaden, men som 'Taxa'-Verner.
Privat blev John Hahn-Petersen gift i 1954 med Birgit Lyksborg, der selv var uddannet skuespiller på Odense Teater. De fik et langt og lykkeligt ægteskab, der varede frem til hans død.
I december 2005 sprang John Hahn-Petersen til, da Jørn Reenberg måtte melde fra til forestillingen 'Indenfor murene' på Det Kongelige Teater. Det klarede han fremragende, og han og Ghita Nørby fik hver aften stående ovationer fra publikum. Således også tirsdag den 3. januar 2006. John Hahn-Petersen var på toppen. Men næste dag nåede han aldrig ind på scenen. Han døde af et hjertetilfælde i sin garderobe.
John Hahn-Petersen blev 75 år.
Se 'Matador' i aften klokken 20.00 på DR1.
LÆS OGSÅ: Joen Bille savnede en større rolle i ‘Matador’
LÆS OGSÅ: Overtjener Olsen fra ‘Matador’: Folk tror jeg er død
LÆS OGSÅ: 89-årige Elin Reimer glæder sig til at se ‘Matador’