Foto: Niels Henrik Dam

'Lykken er en asiastisk kone'-par: Vi skal lære af hinanden

Hjemme hos danske Hans Henrik og thailandske Nicki er to kulturer smeltet sammen.

Med en universitetsuddannelse indenfor hotelmanagement og turisme kunne 34-årige Nicki fra Silkeborg sagtens have gjort en strålende karriere i hjemlandet Thailand. Men skæbnen og kærligheden ville det anderledes, og Nicki, hvis thailandske navn er Phongpan, lever i dag et lykkeligt liv sammen med sin mand, økonomidirektøren Hans Henrik.

Parret som er aktuelle i 'Lykken er en asiatisk kone', har helt styr på, hvordan et moderne parforhold kan fungere, når to kulturer mødes.

- Da jeg mødte Nicki i Silkeborg for snart fem år siden, så jeg en smuk og moden kvinde, der vidste, hvad hun ville, og havde prøvet noget i livet. Hun var veluddannet og hvilede i sig selv. Jeg vidste ikke, hvad jeg ledte efter, men Nicki kom med svaret. Hun gav mig en ny dimension i mit liv, fortæller Hans Henrik, der ligesom Nicki havde været gift før, og desuden er far til to store drenge på 20 og 21 år.

- Hans Henrik er  meget varm, og han er dejlig at være sammen med. Og jeg kunne mærke, at han kunne give mig tryghed og stabilitet, og det havde jeg brug for, da jeg havde det svært. Efter de første svære år som ”ny” i Danmark og min skilsmisse, var jeg tæt på at give op og rejse hjem, men Hans Henrik gav mig lysten til at prøve igen med en dansk mand, fortæller Nicki.

LÆS OGSÅ: ‘Lykken er en asiatisk kone’: Angel drømmer om modeljobs

Gør dig umage

Det er Nickis forhold til buddhismen, og hendes måde at være menneske på, der har rykket Hans Henrik. Han har taget buddhismen til sig og er lige begyndt til yoga.

- Gør dig umage i dit parforhold og overfor dine nærmeste. Det ligger implicit i buddhismen, hvorimod vi danskere ikke rigtig tror på noget og har meget fokus på det materielle. I buddhismen finder jeg en ro, som jeg tidligere har manglet i mit liv, siger Hans Henrik, og Nicki supplerer:

- Vi er nødt til at arbejde sammen og tage det bedste fra begge kulturer. Jeg er gift med en dansker, og jeg vil lære alt om Danmark, men Hans Henrik er gift med en thailænder, så han skal også lære en del om min kultur. Selvom jeg har en høj uddannelse og tjener gode penge, så ligger det i mit baghoved, at jeg skal være en husmor og passe børn og hjemmet. Men her gør vi det sammen. Vi har fundet en rigtig god rollefordeling.

Se billeder af parret øverst i artiklen.

Artiklen er oprindeligt bragt i HER&NU.

LÆS OGSÅ: ‘Lykken er en asiatisk kone’: Finder Kurt sin Filippinske drøm?

LÆS OGSÅ: Lilian om Ole fra ‘Lykken er en asiatisk kone’: Jeg føjer ikke min mand

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.