'Luksusfælden'-par: Sådan går det i dag
Stig døjer stadig med ryggen, mens Viana endnu ikke er stoppet med at arbejde om natten.
Eksperterne fra 'Luksusfælden' var i aften på besøg hos Stig og Viana fra Frederikssund. Parret havde ellers en ganske fin indtægt, men alligevel kunne de ikke få pengene til at række til alt det, de gerne ville.
Det betød blandt andet, at Stig ikke betalte børnepenge for sine to drenge og afbetalte ikke på sin gæld, hvilket betød, at den hver måned voksede med 5600 kroner. Det fik eksperterne sat en stopper for, og Stig og Viana er fortsat i samme spor efter optagelserne.
- Det er gået rigtigt godt, siden de var her. Vi får betalt af på gælden, og jeg betaler igen børnepenge. Så vi er godt tilfredse, slår en glad Stig fast, da Realityportalen.dk får ham i røret.
LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’: Ikke råd til børnepenge trods kæmpe diverse-post
Frygtede for forholdet
Stig og Viana er glade for, at der igen kommer ro på økonomien, og det har skabt en helt anden stemning i det københavnske hjem. Derfor er de også glade for, at de valgte at melde sig til programmet, selv om nogle måske vil se skævt til dem.
- Det er jeg ret ligeglad med. Vi fik det ud af det, som vi gerne ville. Det har været en lettelse at få styr på det rod, og det har gjort vores forhold meget bedre. Jeg kan godt frygte, at vi ville være gået fra hinanden i sidste ende, hvis der ikke kom styr på det, for det er enormt hårdt for forholdet at have dårlig økonomi, siger Stig.
- Nu skal vi ikke tænke så meget på økonomien, og vi kan bruge vores energi på noget andet. Vi kan være sammen på en anden måde, og vi er bare rigtig glade.
LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-deltager siger op: Vil hellere forsørges af det offentlige
Arbejder stadig om natten
I programmet kom Stig og Viana frem til, at Viana skulle skifte til dagholdet og droppe sit natarbejde. Men det er endnu ikke sket, selv om det stadig er en del af planerne.
- Der er ikke plads til hende på dagsholdet på nuværende tidspunkt, men hun er først i køen, når der kommer en plads. Det bliver selvfølgelig dejligt, når det sker, men vi skal da nok klare det indtil, siger Stig.
Som det fremgik i slutningen af programmet, så har Stig døjet med ryggen i den sidste tid. Det har dog ikke afholdt ham fra skolen og arbejdet, og nu kan han forhåbentligt snart se en ende på det.
- Jeg skal til undersøgelse igen i morgen, og så skal jeg nok opereres, så der kan komme styr på det igen. Og så skal jeg op til min svendeprøve på torsdag, så det kører bare. Vi ser meget lyst på fremtiden i hvert fald, slår Stig fast.
På sigt drømmer parret om at flytte i hus på Fyn, så de kan komme nærmere på den familie, de har i Jylland, mens Stig stadig kan se sine to drenge, der bor på Sjælland.
LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-deltager raser: Uden spil går vi fra hinanden
LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-deltager raser: Det var et helvede
LÆS OGSÅ: Lykkelig ‘Luksusfælden’-deltager gældfri efter stor arv
Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.