(Foto: TV3)

'Luksusfælden'-par: Programmet reddede vores forhold

Aftenens deltager i 'Luksusfælden' løfter sløret for, hvordan det er gået siden optagelserne.

I aftenens afsnit af 'Luksusfælden' mødte vi Stephan og Dorte fra Aars i Nordjylland. Parrets dårlige økonomi - som især var Stephans skyld - skabte store problemer i forholdet, og Dorte var tæt på at forlade ham flere gange.

Stephan udviklede sig dog markant igennem programmet og begyndte at tage ansvar. Det ansvar tager han stadig i dag, og det er en lykkelig Dorte, som Realityportalen.dk taler med i dag.

- Det hele er bare gået så godt. Vi får betalt af på vores gæld, og vi overholder vores budget. Faktisk overholder vi det så godt, at vi er begyndt at spare 750 kroner op hver måned, jubler Dorte.

Opsparingen drømmer parret om at bruge på en rejse, og der er især én destination, der trækker i dem begge.

- Vi har en fælles drøm om at komme til USA. Men vi har ikke sat os et mål for, hvornår det skal være, og vi har endnu ikke undersøgt prisen. I første omgang lægger vi bare penge til side hver måned, og så ser vi.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-par: Dårlig økonomi smadrer forholdet

"Luksusfælden reddede os"

Kærligheden blomstrer mellem Dorte og Stephan, der i programmet flere gange fortalte, at Dorte efterhånden havde taget rollen som mor for Stephan. Sådan er det ikke længere, og parrets forhold er bedre end længe - takket væres 'Luksusfælden'.

- Jeg tror ikke, vi havde været sammen den dag i dag, hvis vi ikke havde tilmeldt os 'Luksusfælden'. Jeg har ikke fortrudt det et sekund, selv om jeg godt nok var ved at smide dem ud, da de første ankom, fordi jeg var nervøs, griner Dorte.

- Stephan hjælper stadig med økonomien, og det har bare gjort så meget. Jeg kan være mere rolig og slappe af, og det er bare dejligt.

Stephan er heller ikke overbevist om, at parret havde været sammen den dag i dag uden eksperternes hjælp. Og det var især udsigten til at miste Dorte, der for alvor fik ham til at tage sig sammen i programmet.

- Det gik op for mig, hvor tæt hun egentligt var på at forlade mig, og det ønskede jeg jo på ingen måde, siger Stephan.

LÆS OGSÅ: Pernille fra ’Luksusfælden’: Derfor sagde jeg “Fuck dig”

Følelsesmæssig rutsjebane

Stephans udvikling gennem programmet var tydelig for enhver, og selv beskriver han deltagelsen i programmet som en følelsesmæssig rutsjebane.

- Jeg vil sige, at hvis jeg havde været en person, der havde lidt lettere til tårer, så havde jeg da fældet en lille en, for det var enormt følelsesladet at være med til, siger han og fortæller, at han endnu ikke har fundet et job. Men det er ikke, fordi han ikke har prøvet.

- Jeg søger nok ti jobs om ugen. Jeg gør virkelig en indsats og søger en masse forskelligt, så jeg er fortrøstningsfuld og tror på, at jeg nok skal finde noget, inden min uddannelse slutter om halvanden måned.

Se flere billeder i galleriet over artiklen.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-par dropper vigtig medicin i stedet for smøger

LÆS OGSÅ: 41-årig ‘Luksusfælden’-deltager: Ingen kvaler – mor og far betaler

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.