Linse afslører: Mopper gav mig en flad, så det sang
Det er normalt ikke Moppers stil at slå, men én gang måtte hun alligevel give Linse en flad.
Det er ikke en hemmelighed, at de tre tøser fra 'Familien fra Bryggen' har et stort temperament, og Linse Kessler har tidligere tilbragt tid i fængslet for vold. Men det er ikke noget, hun har lært fra moren Mopper, selv om hun en enkelt gang har slået Linse.
- Hun (Mopper, red.) har sit temperament, men hun står ikke og råber og skriger på gadehjørnerne som mig. Hun slår heller aldrig. Hun har kun givet mig én flad, og den havde jeg så meget fortjent, afslører Linse i sin nye bog "Slap dog af - Linses guide til et godt liv".
Linse fortæller, at hun på daværende tidspunkt var 13 år gammel og svinede morens madlavning en aften, hvor Mopper var kørt op af nyfødte Mikkel og en træls mand.
- Så står der en teenager og er rigtig grim i munden og kalder hendes dejlige spaghetti med kødsovs for hundeæde. Så var det nok - ren refleks: Jeg fik en flad, så det sang. Hun var så ked af det bagefter, men jeg kørte den onde teenager på hende.
LÆS OGSÅ: Linse afslører: Jeg har altid været utro
Skred hjemmefra
Selv om Linse i dag mener, at hun fortjente at få en flad, så kunne den dengang 13-årige pige ikke forstå det.
- Jeg pakkede en bylt, tog den på nakken og flyttede hjemmefra. Farvel! Megafornærmet i tre dage, så kom jeg hjem igen uden at sige noget. Jeg var en rigtig lorteunge, og Mopper undskyldte og undskyldte og undskyldte.
- For det var slet ikke Moppers stil at slå. Hun var så ked af det, og selvfølgelig blev vi gode venner igen, skriver Linse i bogen.
"Slap dog af - Linses guide til et godt liv" er udkommet i dag, og her kan du læse meget mere om Linses liv og forhold til familien.
Se flere billeder af Linse og Mopper i galleriet over artiklen.
LÆS OGSÅ: Linse klar med ny bog: Lover saftige afsløringer
Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.