Hjemme hos James og Anette: Her nyder vi livet

Strand, kærlighed og solens køkken. James og Anette Price nyder livet i Menton.

Når man som ægteparret James og Anette Price er meget frankofile og elsker god mad – og den ene tilmed er helt fænomenal i et køkken – så er Menton på den franske middelhavskyst med over 300 solskinsdage om året det helt rigtige sted at købe en lejlighed.

Artiklen fortsætter under videoen med Adam Price til SVEND Prisen 2022...

HER&NU kiggede indenfor i parrets lejlighed på 7. sal med udsigt over det krystalblå Middelhav og Alperne i baggrunden.

– Når vi træder ind ad døren her i lejligheden, så sænker skuldrene sig lige 5-10 centimeter, og vi siger: ”Ahhhh”. Vi havde sommerhus i mange år i Lumsås i Odsherred, men der kunne folk jo sige: ”Du kan lige køre ind til byen (København, red.) til det møde, ik?”, og det er jo lidt sværere her. Her kan man sige: ”Jeg kan desværre ikke komme”. Det er en kæmpe fordel, at når man er væk, så er man væk, siger James Price, 62.

LÆS OGSÅ: Efter boligdrama: Taler ikke sammen

Parret slapper af i Menton efter en hektisk sommer. Anette har stået for PR på Odense Sommerrevy og James har siddet ved klaveret i Cirkusrevyen i ugevis.

– Vi er ikke uarbejdsdygtige hernede, for med mails og telefoner kan vi stadig levere. Jeg har et klaver hernede, og Anette har sin plads på kontoret, så vi kan sagtens levere hjem til Danmark.

Artiklen fortsætter under billederne...

Nøje udvalgt

James og Anette var rundt i mange egne i Provence-området i Sydfrankrig for at finde det helt rigtige sted for et par år siden.

– Jeg elsker det her område i Menton. Far og mor havde en lejlighed 300 meter nede ad gaden, den købte de 1982 og havde den frem til 1996. De kom også meget herned som turister, så Menton har været et familiested i mange år, fortæller James.

LÆS OGSÅ: Vidste du det? Landmand har været i tv før

Anette fik Frankrig under huden, da hun som teenager var ung pige i huset i Frankrig. Det var hende, som gennemtrawlede markedet for lejligheder på nettet.

– Vi startede med at ville have en pool, men vi har ikke haft en pool før, og den passer jo ikke sig selv og er ikke altid lækker, blå og krystalklar. Og det, vi i virkeligheden godt kan lide, er jo at gå i havet. Vi elsker at bade i saltvand. Da vi så havde indsnævret søgningen, så endte vi med faktisk allerhelst at ville bo lige her. Lige ved siden af Hotel Napoleon, hvor vi plejer at bo, siger James grinende.

– Det var et lykketræf, at vi fandt den her lejlighed, for der er ikke ret mange lejligheder af den her slags. Der er masser af studio-lejligheder på 32 kvadratmeter, men det er svært at finde en lejlighed, der er så stor, at du faktisk gider bo her i længere tid, fortæller Anette, mens hun dækker bord til frokost på den store terrasse lige uden for køkken-alrummet.

LÆS OGSÅ: UHH! Dater Line Maria og ‘Paradise’-David? Nu svarer hun på rygterne

– Vi spiser væsentligt mere fisk og grønt hernede, for tilgængeligheden er her. Selv nede i vores lille lokale supermarked nedenfor har de en stor fiskeafdeling med superfriske fisk og grøntsager. Vi spiser ikke så meget kød, men vi kan ikke stå for de fantastiske oste og patéerne, siger James.

Hang til variation

I Menton er smørret skiftet ud med den lokale olivenolie, men der skal også variation til.

– Når vi har været her længe, så trænger mine smagsløg til noget mere krydret, og så kan jeg godt finde på at lave en karryret. Jeg holder også meget af thaikøkkenet, men de ingredienser kan man ikke få hernede. Bare det at få en frisk chili eller limeblade er næsten umuligt. Det er ikke noget, de gider. Hvis franskmændene skal have sådan noget mad, så går de ud og spiser.

Området bugner af lækre lokale råvarer, som vil kunne pifte ethvert gråt dansk efterårskøkken op.

– Når vi har været her så længe som i denne omgang, så har vi ikke noget med hjem. Det er kun, hvis vi har været her i en lille uge. Så kan vi godt have en paté eller lidt ost med hjem i kufferten. Men når vi har voldædt af det i mere end en måned, så er det fint nok.

Fra parrets lejlighed kan de se ned på den italienske grænse.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-deltagers barske fortid: Tyveri, vold og pyromani

– Vi er begyndt at handle i Ventimiglia i Italien, hvor tingene koster 1/3 mindre end her i Menton. Det er ikke generelt billigere at leve hernede i Sydfrankrig, det koster altså det samme som hjemme i Danmark, fortæller Anette.

Holder madplanen

En af parrets store glæder ved at bo i lejligheden i Menton er det lokale overdækkede marked.

– Det betyder en masse for os. Det har åbent alle ugens dage, og det er en attraktion for os at komme sådan et sted. Det er noget andet end at gå i SuperBrugsen. Varerne er af en helt utrolig kvalitet. Det er heller ikke billigt, konstaterer James.

– Det er jo lokale producenter, og derfor har vi også lyst til at støtte dem. De er jo med til at give os andre muligheden for at købe friske råvarer. Vi går herned, hvis vi skal have det rigtigt gode kød, de gode grønsager og oste, siger Anette.

– Vi er blevet gode til at købe ind et par gange om ugen. Vi er kommet bort fra det daglige impulsagtige indkøb, hvor man træder ind i supermarkedet og ikke rigtigt ved, hvad man skal have, og så langer alt for meget og alt for underligt ned i kurven. James laver madplan, det lærte vi under coronaen, og det fungerer faktisk også meget godt hernede, fortæller Anette, mens køkkenchefen kvitterer med et kys.

LÆS OGSÅ: ‘Vild med dans’-stjernes store problem: Jeg er en dårlig taber