Hjejle: Privilegium at spille stærk kvinde

Som karakteren Dicte i tv-serien af samme navn, tager skuespillerinde Iben Hjejle del i tendensen med stærke kvindelige hovedroller.

I de seneste år har det vrimlet med stærke kvinderoller i dansk tv. I rækken, der blandt andet tæller Borgens Birgitte Nyborg, Sarah Lund og Rita, findes også krimireporteren Dicte Svendsen fra tv-serien 'Dicte'.

Rollen som den opsnusende og modige journalist spilles af Iben Hjejle, og den 43-årige skuespillerinde er stolt af tendensen.

- Jeg er enormt stolt af tv-produktionen i det her land, for der er utrolig mange kvindelige hovedroller i øjeblikket. Det gælder både på comedyscenen og især på dramasiden, siger Iben Hjejle.

LÆS OGSÅ: Dansk reggae-charmør hædret af kolleger

Kvindelige hovedroller er ikke noget særligt

Skuespillerinden synes dog ikke, at de mange kvindelige hovedroller burde være noget specielt, der skal påpeges.

- Det er interessant, at man formulerer det som en stærk kvinderolle, når det er en tv-serie som alle andre, det er bare en kvinde, der har hovedrollen. Det burde i virkeligheden altid have været sådan, siger 'Dicte'-stjernen.

Iben Hjejle fik sit gennembrud i dogme-filmen 'Mifunes sidste sang'. At skuespillerinden, som også er kendt fra comedyserien 'Klovn', lige skulle ramme ind i den danske dogme-trend og som voksen skuespillerinde have mulighed for at ride med på bølgen af stærke kvinderoller, føler hun sig meget privilegeret over.

- Da jeg blev uddannet på Statens Teaterskole i 1996, kunne man ikke have forudset, at jeg først kunne være med på Dogme-bølgen og nu ramme tendensen med de stærke kvinder. For mig har det handlet meget om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men det er også et kæmpe privilegium og noget, jeg har arbejdet hårdt for kunne lade sig gøre, siger Iben Hjejle.

LÆS OGSÅ: Hacker stjal pinlig video fra Mascha Vang

"Jeg elsker Dicte"

Karakteren Dicte er ikke bange for noget i sin jagt efter forbrydelser som krimireporter i landets anden største by, Aarhus. Efter at have spillet rollen som den modige journalist i 20 afsnit til de to sæsoner, er lidt af Dictes styrke da også smittet af på Iben Hjejle selv.

- Jeg er vild med Dicte. Jeg synes, hun er i besiddelse af mange egenskaber, som jeg selv kunne tænke mig. Hun er kvik i pæren, modig og ikke bange af sig, siger Iben Hjejle og fortsætter:

- På et personligt plan, kan jeg mærke, at jeg er blevet mere robust og ikke tager ting så tungt mere. Jeg har stået i nogle situationer, hvor jeg tænker "Det skider jeg på". Nu siger jeg, hvad jeg mener.

Anden sæson af tv-serien "Dicte" har premiere i aften kl. 20.00 på TV2.

LÆS OGSÅ: Joey Moe i ‘VMD': Det skal parrene danse

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.