Her er der Dansk Melodi Grand Prix i 2015

Nordjyderne kan godt begynde at støve dansetrinene af, varme stemmebåndet op og finde det helt rigtige outfit.

DR har netop indgået en aftale med Aalborg Kultur & Kongres Center om, at Gigantium skal lægge hus til, når de sender Dansk Melodi Grand Prix den 7. februar og ugen efter børnenes MGP den 14. februar 2015.

- Giganitium er det perfekte sted at holde Dansk Melodi Grand Prix og MGP. Vi har haft nogle fantastiske Grand Prixer i Aalborg. Og jeg ved, at de virkelig formår at holde en fest og få det maksimale ud af, at showene kommer til byen, siger Jan Lagermand Lundme, underholdningschef i DR, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Grand prix-darling: Derfor falder jeg kun for ældre mænd

Afholdt i Aalborg fem gange før

Det er langt fra første gang, den nordjyske hovedstad er vært for en Grand Prix-finale. Hele fem gange tidligere har showet været afholdt i Aalborg. Ligesom i 2012 foregår det denne gang i byens store koncert- og sportsarena Gigantium, hvor der er plads til op mod 8500 publikummer.

- Vi er naturligvis meget lykkelige for, at det endnu engang er lykkedes at få en aftale i stand om Dansk Melodi Grand Prix og Børnenes Melodi Grand Prix i Aalborg. Det er vores absolutte mening at leve op til sloganet "Det Glade Aalborg", og det er der jo al mulig baggrund for at gøre som grandprix-by, lyder det fra direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard.

Samtidig med offentliggørelsen af værtsbyen, åbner DR nu for, at man kan sende sange ind til Dansk Melodi Grand Prix. Det sker via hjemmesiden dr.dk/grandprix, hvor man også kan læse mere om reglerne. Fristen er mandag 8. september kl. 12.

LÆS OGSÅ: Rekord-mange så Eurovision fra København

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.