Gustav: Det er hårdt at være kendt

Der er både fordele og ulemper ved at være Danmarks største realitystjerne. Realityportalen.dk har fået en snak med Gustav om livet som realitystjerne.

Det var i ’Dagens mand’, at Gustav Salinas fik sit gennembrud, hvor han stod i det kritiske bøssepanel. Gustav blev hurtigt populær blandt seerne, og i snart fem år har Gustav levet af at medvirke i diverse reality-programmer.

- Jeg tænker ikke så meget over, at jeg er kendt. Det er ikke noget, jeg går op i. Jeg ser heller ikke mig selv som en overdrevet kendt person. Men jeg kan mærke det, hvis jeg er ude og handle, for så vil folk have billeder og autografer, og de spørger mig om det ene og det andet, fortæller Gustav til Realityportalen.dk.

Bagsiden af medaljen

Han understreger, at det positive ved at være kendt er den opmærksomhed fra folk, og alle de fordele, han får som for eksempel gratis tøj, gratis produkter, og at han tjener gode penge. Men han indrømmer også, at der er en bagside af medaljen.

- Men der er også ting, som ikke er så positive som for eksempel folk, som har brug for at fortælle, at de ikke kan lide en. Det negative ved at være kendt er, at folk altid har en mening eller holdning om en. Det kan godt være lidt hårdt, fastslår Gustav.

LÆS OGSÅ: Gustav forager med sort dildo

Får negative kommentarer

Der er især nogen negative kommentarer, som Gustav tit skal høre for.

- Folk siger tit, at jeg ikke er for klog, eller at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen, eller at de ser mig som en overfladisk person, fortæller Gustav.

De negative kommentarer er dog ikke nogen, som kan slå Gustav ud, og det er der en særlig grund til.

- Det går mig ikke så meget på, fordi jeg har jo selv valgt at være en offentlig person. Når jeg selv har valgt at være en offentlig person, må jeg også tage konsekvenserne af det at være en offentlig person. På den måde skal man jo bare tage det i sig. Man kan jo ikke rigtig klage over, at folk har en mening om en, når man selv udstiller sig på tv. Så må man tage det sure med det søde, lyder det fra realitystjernen.

LÆS OGSÅ: Gustav: Linse er sippet

En brutal og hård verden

Gustav brænder for at lave tv, og derfor har han ingen planer om at stoppe tv-karrieren foreløbig. Han tvivler dog på, om han kan holde til at lave reality-tv resten af sit liv.

- Man må tænke på, at realityverdenen er en brutal og hård verden, fordi der er meget konkurrence. Folk bliver hele tiden vildere og vildere og vildere, og folk vil hele tiden se mere og mere. Folk hjemme i stuen sidder og forventer, at der skal være endnu mere action og mere action. Så nogle gange kan det godt være et pres, at man hele tiden skal levere og levere og levere. Men så længe jeg kan, og så længe jeg synes, at det er sjovt, så vil jeg levere til det danske tv, fastslår Gustav.

På længere sigt drømmer Gustav om at lave andre tv-programmer, så han hele tiden kan udvikle sig. Han løfter samtidig sløret for, at han måske snart har noget nyt i ærmet.

- Jeg vil ikke udelukke, at jeg vil lave nyt tv, måske bare noget andet end reality. Det er ikke fordi, at der er et decideret andet program, men jeg snakker med forskellige steder, og der er nye ideer, og jeg har selv nogle nye ideer, så der skal nok komme noget andet på et tidspunkt. Hvad det er, kan jeg ikke præcist fortælle, men der skal nok komme noget nyt, slutter Gustav.

Se mere til Gustav i aften i 'Gustav og Linse på udebane' kl. 20.00 på TV3.

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.