'Fristet'-par skal giftes igen

Nok engang fik deltagerne muligheden for at blive gift, Og denne gang var der ingen tøven - men derimod to brudepar, og parrene skal giftes igen på dansk jord

Endnu engang ringede bryllupsklokkerne i 'Fristet'. Og denne gang blev festlighederne ikke aflyst i sidste øjeblik. Lysten til at gifte sig var nemlig stor på begge hold, og derfor takkede  Joanna og Allan ja til at gifte sig - og det samme gjorde Michelle og Nicholai. Men det var dog ikke den store kærlighed, der førte parrene sammen.

- Jeg valgte at gifte mig, da vi var så tæt på finaleugen. Og så vidste jeg, at det rige hold ville presse på, og at de helt sikkert også ville gifte sig. Så derfor var jeg også klar til at gøre det for at skrabe de ekstra penge sammen, forklarer Nicholai til Realityportalen.dk.

Nicholai afslører desuden, at han og Michelle skal vies den 14. november på dansk grund, men så er næste skridt også at annullere vielsen.

LÆS OGSÅ: 'Fristet'-Joanna bukkede under

Det er 'bare' et papir

Michelle er ikke bange for at kaste sig ud i situationer, hvor størstedelen af befolkningen ville tak nej. Det har hun blandt andet bevist ved at lade sig brændemærke - og inden længe er hun også en gift kvinde. Selvom den smilende pige ikke lægger de store ting i at blive gift, så betyder det ikke, at hun ikke vil giftes.

- For mig betyder bryllup ikke det store. Man får sin kærlighed skrevet ned på et papir, så man ejer hinanden. Jeg synes, at konceptet er mærkeligt, men tanken er da smuk. Og jeg vil da også gerne giftes rigtigt, når Mr. Right dukker op.

Nicholai deler Michelles holdning til ægteskab, og derfor vil han også giftes en gang i fremtiden. Men det altafgørende er kærligheden og følelserne - hvis de er der, så behøver fyren fra Ålborg i princippet ikke at have papir på sin dame.

LÆS OGSÅ: Angelina: Derfor ombestemte jeg mig

Nicholai ville giftes med Lasse

Stod det til Nicholai, så var han blevet gift, da Fristet-værten gav deltagerne buddet første gang. Men reglerne i Thailand gjorde det umuligt.

- Jeg var faktisk frisk på at gifte mig med Lasse til at starte med. Men da vi var i Thailand, var det ikke lovligt for to mænd at gifte sig. Jeg var også frisk på at gifte mig med Angelina, men Lasse sagde, at han gerne ville tage den. Og i og med han er homoseksuel, virkede det en smule mere "uskyldigt", at han skulle være gift med Angelina, forklarer gårsdagens brudgom.

Også Michelle var klar på at gifte sig, da buddet første gang blev præsenteret - men så skulle det være med Bo eller Thomas.

- Det skulle være med en person, jeg stolede på, så jeg vidste, at vi fik det annulleret, når vi kom hjem. Og derfor gjorde jeg det klart, at jeg kunne gå med til at blive gift med Bo eller Thomas, men ingen af dem var friske på ideen.

LÆS OGSÅ: Amalie om navneskift: Det er sjovt

'En sjov spøg'

Michelle og Nicholai var de eneste på det fattige hold, der havde lyst til at gifte sig - og bruden er glad for, at det netop blev Nicholai, der skulle stå ved hendes side. De har nemlig samme indstilling til brylluppet, der udelukkende skyldtes, at de skulle tjene penge til holdet, så de kunne komme i finalen.

- Så længe begge parter går ind i det med samme indstilling, så ser jeg det kun som en sjov spøg. Der er mange, som bliver gift i en brandert i Las Vegas - det skal jeg forresten også prøve en dag, griner hun og uddyber overfor Realityportalen.dk, at hendes kommende mand også vil kunne se det sjove i hendes Fristet-bryllup, for ellers er han ikke den rette for hende.

Michelles farmor og farfar vil dog ikke kunne se det sjove i deres barnebarn Fristet-bryllup, og derfor har bruden ikke afsløret det for nogen.

Nicholai ville ikke gifte sig med Amalie

Brudeparret fortryder absolut intet, men en ting er dog sikkert. Nicholai ville aldrig have giftet sig med Amalie.

- Jeg fortryder overhovedet ikke min beslutning - men jeg ville ikke have giftet mig med Amalie, fordi der er følelser indblandet. Men det var et sjovt spil og en fed oplevelse. Jeg fik en kæreste (Amalie, red.) i den ene hånd og en kone (Michelle, red) i den anden hånd - helt perfekt, griner han.

Selvom Michelle ikke har fortalt til nogen, at hun valgte at gifte sig som en del af fristelsernes spil, så fortryder hun heller ikke sin beslutning.

- Jeg vil ikke leve mit liv i forhold til, hvordan andre synes, jeg skal leve det. Dem, der kender mig vil ryste på hovedet med et smil på læben, slår hun fast overfor Realityportalen.dk og tilføjer, at alle seerne selvfølgelig er velkomne til at sende gaver.

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.