'Fristet'-Angelina i stor livsstilsændring
Cigaretterne er lagt på hylden - og i stedet er der hård træning og sund kost på programmet.
Det tog hårdt på humøret, da Adam Duvå Hall tog 'Fristet'-deltagernes elskede cigaretter fra dem i den anden sæson af programmet. Men selvom 'Fristet 2' er fortid nu, så har i hvert fald én af deltagerne taget ved lære af Onkel Adams opfordringer til at droppe smøgerne.
- Jeg har været røgfri i en hel måned nu. Jeg syntes, det var hårdt de første dage, og jeg kunne mærke, at hver gang jeg følte mig stresset eller frustreret over noget, så havde jeg en ustyrlig trang til at ryge. Men jeg var stadig fast besluttet på, at jeg skulle holde den, fortæller en glad Angelina til Realityportalen.dk.
LÆS OGSÅ: Joanna indtager Hollywood
Ti år med røg
Den tidligere 'Fristet'-deltager gik for en måneds tid siden i gang med en livsstilsændring, og det betød blandt andet, at hun skulle kvitte smøgerne til fordel for en sundere livsstil.
- Min motivation til at stoppe var, og er stadig, at jeg gerne vil være en bedre version af mig selv. Derudover kom jeg til at tænke på, at jeg havde røget i ti år - og jeg blev skræmt af tanken om, at jeg i så mange år havde budt min krop og mit helbred alle disse giftstoffer, der jo er i en cigaret.
Angelina beviste gang på gang i 'Fristet', at hun står ved sine beslutninger, og det skal også hjælpe den seje pige til at holde sig fra cigaretterne.
- Når det kommer til rygestop eller andre ændringer i livet, så som vægttab eller kærlighed for den sags skyld, er man tit bange for at give slip - også selvom man ved, at det er dårligt for en. Men jeg tror, at det handler om den tryghed, man finder i sin afhængighed. Det nemmeste og svageste man kan gøre er at give op eller falde i igen, og hvis der er noget, jeg bestemt ikke er, så er det at være en 'quitter'.
LÆS OGSÅ: 'Fristet'-Nicholai er penge-narkoman
Photoshoot i vente
Foruden rygestoppet indebærer livsstilsændringen, at den smukke pige vil smide et par kilo mere. Og det er der en helt særlig grund til.
- Om to måneder har jeg et vigtigt photoshoot, som er med til at skabe rammerne om min nye hjemmeside, der blandt andet vil indeholde min blog og min online portfolio, forklarer hun og fortsætter:
- Jeg har for nylig startet et samarbejde op med en utrolig dygtig fotograf. Han hjælper mig med at starte det hele op og er med til at tage kontakt til de rigtige mennesker, så vi kan skabe branded 'Angelina Manalo'.
Angelina har aldrig været så målrettet, som hun er nu - og derfor gør det hende ikke noget, at den står på træning to gange om dagen og kylling og grøntsager om aftenen.
LÆS OGSÅ: 'Fristet'-Angelina vil på forsiden af 'Playboy'
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.