'For lækker til love'-Kia: Jeg er bare mig selv

Deltagerne i 'For lækker til love' sender mange kommentarer af sted - men får også mange tilbage.

Der er høje standarder og kriterier, når 'For lækker til love'-tøserne er på date - og nogle gange kan man tvivle på, om det virkeligt er muligt at finde en fyr, der lever op til samtlige uskrevne og skrevne kriterier.

- Jeg tænkte, at det kunne være fantastisk, hvis jeg mødte drømme-prinsen i 'For lækker til love', men samtidig ville det også være en kæmpe oplevelse at få med på vejen, siger Kia til Realityportalen.dk.

Kia er ikke med i den nye sæson af 'For lækker til love'. (Foto: TV3)

Selv havde den kønne pige set et opslag fra programmet, hvor de søgte deltagere. Og en ansøgning og en samtale senere, kunne Kia pryde TV3s sendeflade.

Mange positive henvendelser

Når man har valgt at lave tv, medfører det, at folk genkender en på gaden, ligesom spørgsmål og kommentarer er mange. For Kia har de positive tilkendegivelser klart overskygget de negative.

- Jeg får dagligt rigtig mange henvendelser fra folk - både på Facebook og på gaden. Folk er meget positive, imødekommende, spørgende og viser en stor glæde ved at møde mig. Jeg har kun få gange oplevet at få negative kommentarer.

Hun tager dog det hele som en kæmpe oplevelse, og selv når folk skriver mindre pæne ting til hende på Facebook, så svarer hun pænt tilbage på deres spørgsmål. For det er nemlig ikke andres meninger, der betyder noget.

- Både min familie og mine venner støtter mig i det, og det betyder rigtig meget for mig, slår hun fast.

LÆS OGSÅ: Gustav: Fræk fyr søges

Vil ikke dates på grund af tv-optræden

Efter 'For lækker til love'-pigen har været på skærmen, så er antallet af fyre, der gerne vil date den smukke pige, steget markant. Men det er ikke noget, hun falder for.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tager jeg det ikke så seriøst. Hvis en fyr skal invitere mig ud, så skal det ikke være på grund af, at jeg har været i tv, men fordi han synes, jeg er pæn og sød. Og så skal han være overfor mig, som han ville være overfor andre piger.

Selvom opmærksomheden er vokset, så har hun endnu ikke fundet drømmefyren, men i stedet nyder hun den ekstra opmærksomhed, det er blevet til.

LÆS OGSÅ: Party-Kamil vender tilbage

'6 på date' har ændret folks syn

Mange af de henvendelser, som Kia får fra fyrene, lyder på, at hun er en smuk og pæn pige, der dog er 'blondine-dum'. Men det er hverken noget hun kan eller vil lave om på.

- Man skal ikke lave om på sig selv, men være den person man er - og blive elsket som den person. Jeg har det med at sige nogen sjove ting engang i mellem, men det er sådan, jeg er. Folk plejer at grine af det og synes, det er meget sjovt. Men efter min deltagelse i '6 på date' har mange henvendt sig og fortalt, at de virkelig er blevet positivt overraskede og fået et bedre billede af, hvem jeg er som person, forklarer hun til Realityportalen.dk.

Efter både at have optrådt i 'For lækker til love' og '6 på date', har Kia stadig lyst til at lave mere tv - dog er der ikke planer om at lave mere 'For lækker til love'.

Drømmefyren

Hvis Kia skal falde for en fyr, så er der en række krav, der skal opfyldes - for sådan er det at være 'For lækker til love'.

- Min drømmefyr skal helst være nogle år ældre end mig, og så skal han være højere end mig og trænet, men ikke pumpet! Og så skal han helst have mørkt hår og brune øjne, siger hun og understreger, at hun elsker, når en fyr har jeans på med en stram T-shirt.

Men selvom der er stor vægt på det ydre, så skal de indre værdier også være på plads.

- Han skal være omsorgsfuld, sød, blid og kærlig. Han skal have humor, så det hele ikke bliver dødkedeligt. Så skal han skal stole på mig, for der er ikke noget værre end jalousi. Og så betyder det rigtig meget for mig, at han vil være hos mig, når jeg er syg. Og endeligt skal han have et sødt smil, et blink i øjet og evnen til at kunne overraske mig - så er den hjemme, gør hun det klart.

LÆS OGSÅ: Ciano kører med klatten

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.