Dronningen og kronprinsparret deltager i dronning Elizabeths begravelse
Den britiske dronning skal på mandag begraves fra Westminster Abbey i London.
Dronning Margrethe deltager mandag den 19. september i dronning Elizabeths begravelse i London sammen med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Det oplyser kongehuset.
Storbritanniens dronning Elizabeth døde torsdag den 8. september på slottet Balmoral i Skotland. Hun blev 96 år.
Hun skal begraves fra Westminster Abbey i London og stedes til hvile i det kongelige gravkammer i St. Georges Kapel på Windsor Slot.