Dansk rapsucces taknemmelige for hård start
Den danske rapgruppe Suspekt var aldrig nået så langt i musikbranchen, hvis ikke de var vokset op på Københavns Vestegn.
Et særligt overlevelsesgen og kampånd er nogle af de ting, man får med sig, når man vokser op på Københavns Vestegn. Det mener rapgruppen Suspekt, der alle kommer fra Albertslund.
- Ude på Vestegnen havde vi ikke så meget andet end en flad fodbold at lege med, siger Orgi-E med det borgerlige navn Emil Simonsen.
- Det giver nok en større fantasi og noget mere power og gåpåmod, sammenlignet med, hvis du allerede, mens du vokser op, ved, at du en dag kommer til at overtage den store Mercedes og hele din fars fabrik, siger han.
LÆS OGSÅ: Rihanna flasher bryster efter tysk sejr
Fik frit spil
I 1997 dannede han gruppen Suspekt sammen med vennerne Rune Rask og Bai-D, aka Andreas Bai-Duelund, som han havde kendt fra barnsben.
Men det musikalske samarbejde startede langt tidligere i en af Albertslunds fritidsklubber. Her gav en visionær musikpædagog de tre drenge fik frit spil til at udtrykke deres særlige musikalitet.
- De lod os gøre alt muligt: Tage til Aalborg og Herlev for at optræde med vores rap. Så stod vi bare der på scenen og sagde pik og fisse og kastede pornoblade ud til folk. Det var en skøn tid, fortæller Orgi-E.
Suspekt er ikke de eneste kunstnere på den danske musikscene med en fortid i Vestegnens kreative ghetto-miljø. Også pop-prinsen Burhan G og den etniske rapgruppe Outlandish er formet af barndommen i betonbyen.
- Du kan se det på dem. De er jo også nogle totalt fightere, siger Orgi-E og fortsætter:
- Det skal også ses i et lidt større perspektiv i forhold til de mennesker, der flyttede ud til Vestegnen i sin tid. Det var de mere kreative og nytænkende typer, og de børn, de fik, har nok fået lov til at tænke lidt mere frit, siger han.
LÆS OGSÅ: SAY WHAT: Jolie har hud for 150.000 kroner
"Vær en fighter"
Den kampånd, som de tre Suspekt-medlemmer fik med sig fra barndommens flade fodbold og fri leg i musikværkstedet, er helt uundværlig i nutidens benhårde pladeindustri, mener de.
- Hvis du ikke er en fighter, så har du ikke noget at lave i musikbranchen. Så er det slut lige så hurtigt, som det startede, siger Bai-D.
Suspekt går i kamp næste gang på Grøn Koncert, som starter ud i Kolding 17. juli og rejser gennem landet med endestation i Valbyparken i København søndag den 27. juli.
LÆS OGSÅ: ‘Venner’-stjerne forbløffet over nomninering
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.