Claus om 'Fristet': Personlige svigt og falskhed
Torsdag valgte det ’nye’ trekløver at gå bagom ryggen på Claus. Og dermed sluttede hans eventyr i Fristelsernes villa.
Planen var klar. Michelle, Thomas og Claus skulle stemme på Christian, så han skulle med det næste fly hjem til Danmark. Men sådan endte det slet, slet ikke. I stedet var det Claus, der måtte bukke under for sin tredje nominering i de tre uger, han har tilbragt i Fristelsernes villa.
-Det kom som et meget stort svigt. Det gør ondt, og det gør det stadig – for jeg stolede på dem. Jeg havde en mistanke, men konfronterede dem ikke med det. Jeg søgte bekræftelse på vores aftale, og de anerkendte den, fortæller Claus til Realityportalen.dk.
LÆS OGSÅ: 'Fristets' "yndlings-homo" er ude
Det er som at genleve en ond drøm
Claus lægger ikke skjul på, at det har været hårdt at være med i ’Fristet’, men det er ikke spillet, der har gjort det hårdt. Derimod har det været de personlige svigt, der har været altoverskyggende.
- Jeg forstår ikke, hvordan man kan lyve på den måde. Hvordan kan de se sig selv i øjnene? Spørger den ellers så positive fyr og understreger, at det ikke er rart at være hadet eller blive dolket i ryggen.
Ved den afgørende duel mod Amalie, er det kun Michelle fra det fattige hold, der rejser sig for at hjælpe ham. Selvom det ellers har været kutyme, at alle rejser sig, hvis det er gratis. Og Michelles hjælp var ikke ligefrem fordelagtig. Da hun snakkede med kameraet i sync, afslørede hun nemlig, at hun ville gøre det sværere for Claus.
- Jeg har meget lidt tilovers for Michelle. Men karma er en kælling, slår han fast.
LÆS OGSÅ: Amalie om navneskift: Det er sjovt
Nogen søger en identitet
Det er ingen hemmelighed, at Claus er nogle år ældre end de andre i villaen. Netop alderen kan være en af grundene til, at han har styr på sit liv, ved hvem han er og derfor har været sig selv gennem hele spillet. Og det er i modsætning til nogle af de andre deltagere.
- Det virker, som om de folk, der deltager i reality-programmer, forsøger at finde sig en identitet. De vil gerne være ’den’ fra ’Paradise Hotel’, ’den’ fra ’Fristet’ og så videre, siger han til Realityportalen.dk.
Og selvom Claus havde forventet et psykisk hårdt spil, så havde han ikke kunnet forberede sig på følelsen af at stå helt alene.
Nogle gange skal soldater ofres
Claus har mange spekulationer om, hvorfor det netop skulle være ham, de andre gerne ville have ud. Måske følte de ikke, de vidste, hvor de havde ham, ellers forstod de ikke hans spillestil, hvor han, som han udtrykker det, altid havde ja-hatten på.
- Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes for at have undgået farezonen. Jeg gjorde, hvad vi havde aftalt. Som en god soldat – men nogle gange skal soldater ofres.
At de andre valgte at gå bag om ryggen på Claus har fyldt meget. Men det er slut med at bruge energi på det. Han er nemlig kommet videre og bruger sin tid på sin egen frisørsalon.
LÆS OGSÅ: 'Fristet'-Claus: Hate the game
Ville hellere opleve Thailand med en kammerat
For Claus har det ikke været nogen vild og uforglemmelig oplevelse at være en del af Fristet. Men det var da herligt, at sengen blev redt og tøjet vasket.
- Det er svært, når folk vil bestemme, hvornår man må gøre det ene og det andet. Det har været hårdt med de personlige svigt og falskheden ved folk, man stolede på. Men det har da også været fedt at opleve Thailand og tropenætterne – men det kunne jeg ligeså godt have oplevet med en kammerat.
Hjemme i Danmark har han kun sporadisk kontakt med de andre fra villaen. Derudover bliver han kontaktet af folk, der for ham er ukendte. Og det er ikke altid, at det er lige positive ting, de har at sige.
- Jeg vil bare gerne opfordre folk til at opføre sig pænt på nettet. Jeg har ikke selv bedt om at blive svinet til, men det oplever jeg, fortæller han og understreger, at han også får positive tilkendegivelser.
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.