’Big Brother’-Katja: Jeg blev mobbet
Beboernes behandling af Camilla vækker minder hos Katja, der fik en svær start på sin skoletid.
I aftes kunne man se 26-årige Katja bryde sammen for åben skærm i 'Big Brother'. Ifølge Katja kører hun og de andre beboere en form for voksenmobning over for Camilla, og det fik nogle gamle følelser frem i den ellers så hårdhudede blondine. Flash backs til barndommen gjorde nemlig, at hun ikke længere kunne holde tårerne tilbage.
- Jeg blev selv mobbet, dengang jeg var lille, og det sidder stadig dybt i mig, fortæller en ærlig Katja til Realityportalen.dk.
LÆS OGSÅ: Skandale: Martin smidt ud af 'Big Brother'-huset
Legede 'lorte-leg'
Ifølge Katja var det meget grov mobning, hun blev udsat for fra børnehaveklassen og frem til tredje klasse.
- Folk kastede op i min skoletaske og smadrede mine briller. Og så opfandt de en ’lorte-leg’, hvor, at hvis de rørte mig, så blev de tykke, og derfor gjaldt det om at ’sende lorten videre’, så man alligevel ikke blev tyk, forklarer hun.
Det endte med, at mobningen blev så slem, at Katja til sidst blev fysisk voldelig overfor en pige i skolen.
- Jeg endte med at tage kvælertag på en pige, hvilket så resulterede i, at jeg blev smidt ud af skolen, fortæller en brødebetynget Katja.
LÆS OGSÅ: 'Muldvarp' i 'Big Brother'-huset
Kæmper de svages kamp
På grund af sin fortid med mobning mener Katja derfor, at hun præcis ved, hvordan Camilla til tider må have det inde i huset, når mange af beboerne går imod hende.
- Ingen mennesker fortjener at blive holdt udenfor eller mobbet, slår Katja fast og fortsætter:
- Jeg kæmper for de svage, så hvis der er en i huset, som alle de andre går imod, så stepper jeg op.
Katja vælger altid sine kampe med omtanke, men hun kan på ingen måde tolerere mobning.
LÆS OGSÅ: Amanda: Jeg fortryder ingenting
En stærk kvinde
Da Katja blev smidt ud af skolen som lille, lovede hun sig selv, at hun aldrig mere ville tillade sig selv at blive mobbet. Hun ville derimod bruge sine mobbe-episoder til noget konstruktivt.
- Det, at jeg er blevet mobbet, har gjort mig til den person, jeg er i dag. Det har gjort mig stærkere, fortæller den flotte blondine og fortsætter:
- Jeg er en ’survivor’-type og giver ikke op så let. Jeg er ikke nede og ked af det i lang tid ad gangen. Jeg kommer hurtigt videre.
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.