'Bagedyst'-Sune gør status: Kærlighedskagen var den værste

I et af programmerne bagte Sune Demant en kage til sin eks-kæreste Martin, og det var ikke nogen smertefri beslutning.

En perlerække af overbevisende bage-præstationer sikrede Sune Demant vindertitlen ved finalen i 'Den store bagedyst', men ikke i alle udsendelserne gik det den 33-årige tandlæge lige godt. Særligt én udfordring tænker Sune Demant negativt tilbage på.

- Det var et rigtig hæsligt kærlighedsprogram. Det er nok det mest rædselsfulde, jeg har prøvet i bagedysten. Der gik alting virkelig bare galt, siger Sune Demant.

LÆS OGSÅ: 'Den store bagedyst’-Sune: Sådan påvirker min diagnose mig

I programmet skulle deltagerne bage en mesterværk-kærlighedskage til en bestemt person, og de øvrige deltagere bagte til deres mænd og kone, mens Sune Demant som single måtte finde på noget andet. Bagedystdeltageren kunne ikke rigtig forene sig med tanken om at skulle bage en kage til sin mor eller sin hund, så han endte med at bage en kage til eks-kæresten Martin.

- Vi er totalt på god fod, men man kommer jo til at tænke på en periode i sit liv, der var lidt hård. Så det var ikke særlig rart, men det var også fint nok. Det er lidt svært at forklare, siger Sune Demant og uddyber:

- Det er jo lidt en mærkelig følelse, der opstår i én, når man beslutter sig for at gå fra hinanden, fordi det er en opvejning af gode ting og dårlige ting, og så beslutter man sig på et tidspunkt for, at der har været flest dårlige ting, eller at man ikke lige passer sammen, eller at man vil hver sin vej, og det er da et hårdt valg. Der er jo en grund til, at man var kærester til at starte med, og det er jo fordi, at man var glade for hinanden. Det er jo at vælge noget fra, som man i bund og grund er glad for uden rigtigt at vide, hvad man får i fremtiden, og om man får noget. Det er noget, man lærer noget af.

LÆS OGSÅ: Bagedyst-Sune: Mit kærlighedsliv er tebolle-tør

I et tidligere interview kunne bagedyst-deltageren erklære sit kærlighedsliv ”tebolle-tørt”, og der er ikke sket de store forandringer siden.

- Jeg vil sige, det er ret meget status quo på bollefronten. Men nu har der heller ikke været så pokkers mange ekstra timer i døgnet i den sidste periode. Så det er ikke fordi, det er blevet værre, det er bare status quo, fortæller Sune Demant.

Selvom dommerne af bage-tekniske årsager ikke var helt så begejstrede for Sunes bittersøde kærlighedskage, sikrede den 33-årige tandlæge sig alligevel en plads i semifinalen og endte i sidste ende med at kunne løfte bagedyst-trofæet ved finalen onsdag aften.

‘LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-deltager flyttede hjemmefra som 16-årig

LÆS OGSÅ: Jesper tabte ‘Bagedyst’-finalen: Jeg var mega skuffet

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.