Rachel fra årgang 0 på negleklinikken Miss Diva E Haderslev (Foto: Henrik Dam Nielsen)

'Årgang 0'-Rachel klar til Argentina: Har fået værtsfamilie

Den populære 'Årgang 0'-stjerne glæder sig til at bo i Argentina det næste år.

I juni afsluttede den velkendte 'Årgang 0'-deltager Rachel Ellebye 1.g. Hun fortsætter dog ikke efter sommerferien, som så mange andre, da hun om to uger sidder i flyet på vej til Argentina.

Rachel afslørede allerede tilbage i januar, at hun længe havde besluttet sig for et år på udveksling, og nu nærmer tiden sig endelig. For nyligt fik Rachel også sin værtsfamilie tildelt.

- Man bliver matchet med en familie, som passer på éns interesser, og jeg skal så bo hos en familie i byen Formosa i det nordlige Argentina. Familien består af en mor, far og to døtre på 23 og 17 år. Hende på 23 år er dog flyttet hjemmefra. Jeg har snakket lidt med dem, og de virker super søde, siger Rachel til Realityportalen.dk. Hun er bestemt klar til afgang:

- Jeg er faktisk netop kommet hjem fra fem uger i det sydlige Brasilien, hvor jeg var juniorleder på en CISV-lejr. Det var første gang, jeg var det på en internationallinje med børn fra hele verden, så det var virkelig fedt. Men nu glæder jeg mig også rigtig meget til at komme afsted til Argentina og til livet der.

LÆS OGSÅ: ‘Årgang 0’-Rachel har forladt Danmark

Månedligt skype-møde

Efter fem uger i Brasilien nyder Rachel at være sammen med sin familie de næste to uger, inden hun drager afsted mod varme himmelstrøg. Og selvom hun vil være selvstændig i Argentina, så regner hun dog med at snakke med forældrene i ny og næ.

- Vi kommer da sikkert til at savne hinanden lidt, men jeg tror nu ikke, det bliver så slemt. Jeg tænker, at vi kan skype en gang om måneden, men jeg vil nu mest fokusere på at være i nuet og leve livet i Argentina, forklarer Rachel og tilføjer:

- Mine forældre klarede jo at undvære mig, dengang jeg var på efterskole, så jeg tror nu også, at de kommer til at klare sig helt fint denne her gang. Det er jo også kun et år, og så kommer jeg hjem igen.

Rachel har oprettet en blog, som man kan følge med på, mens hun er i Argentina. Du kan finde den HER!

LÆS OGSÅ: Hårdtarbejdende ‘Årgang 0’-Stephanie jonglerer to jobs

LÆS OGSÅ: ‘Årgang 0’-mor: Jeg er en faldskærmsmor

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.