Anna David: Jeg har kæmpet for at finde mit mod

Hun slog igennem som ung i en svær branche, men med årene er sangerinden blevet bedre til at tro på sig selv.

Det var ikke sket, da hun var 20 år og netop havde væltet hitlisterne med nummeret "Fuck dig".

Men nu - som 32-årig - er Anna David ikke bange for også at synge andres hits, når hun går på scenen og giver koncert.

LÆS OGSÅ: Husker du? De første afsnit af 'De unge mødre'?

Det gør hun for eksempel, når hun i weekenden for fjerde gang denne sommer skal spille med Tivolis Big Band på Plænen i Tivoli. Her er koncerten nemlig et mix af sangerindens egne hits og fortolkninger af andre kunstneres sange.

- Min holdning har helt sikkert ændret sig. At stå i Tivoli og synge en Duffy-sang havde jeg ikke gjort for 12 år siden. Jeg ville ikke have følt mig sikker i det vokalmæssigt, men i dag ved jeg, at jeg kan, fortæller Anna David.

Som yngre var hun langt mere påvirket af, hvad hendes kolleger i branchen sagde.

- Dengang blev jeg mødt med holdningen, at jeg ikke skulle synge soul og at jeg ikke skulle synge andres sange.

- Men jeg synes, det er megafedt at stå i Tivoli og synge "Mercy" og se folk flippe ud helt på linje med, når jeg synger "Fuck dig", siger hun.

LÆS OGSÅ: Sjov video: Sådan luller Seebach sønnike i søvn

Det er blandt andet via sin deltagelse i TV2-programmet Toppen af Poppen, at hun har fundet ud af, at det udvikler hendes eget talent at synge andres sange.

- Jeg ryger jo hundrede procent ud af min komfortzone, og det skaber nye spor for min stemme. Det er så fedt, siger hun.

For hende gælder det om at give publikum en oplevelse.

- De skal gå derfra og tænke "det var en fed koncert". Der går sgu ikke noget af mig, men jeg ved godt, at der er nogle af mine kolleger, der har en anden holdning, siger hun.

At nå dertil, hvor hendes egen mening tæller mest, har dog taget tid for sangerinden, der allerede som teenager udkom med musik i Tyskland, hvor hendes mor er fra.

LÆS OGSÅ: Xander: Jeg har aldrig haft behov for at være i søgelyset

Det var ikke nemt at blive et kendt ansigt i så ung en alder. Anna David oplevede, hvordan mange gerne ville forme og modellere hende.

- Som kunstner har folk ofte et billede af en, og man skal være ret modig for at stå ved sig selv. Og det har jeg kæmpet med. Men nu er jeg der, hvor jeg står ved mig selv, siger hun.

Men som ung i en hård branche, kan det være svært at høre sin egen stemme i koret fra alle dem, der har en mening om, hvad man skal og bør.

- Hvis jeg kunne sige noget til mit 20-årige jeg, ville det være, at jeg skulle stole mere på mig selv og ikke lyttet så meget efter alle andres meninger, siger hun.

- Der har været perioder, hvor jeg har ædt meget, og hvor jeg har skullet høre på meget i mit arbejde. Men jo ældre, jeg er blevet, jo mere respekt har folk fået for mig.

Anna David går på scenen i Tivoli lørdag klokken 22.00.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen skal giftes – se ringen her

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.