Foto: Janus Nielsen

Amanda Sisse efter sammenbrud på tv: Det handlede ikke om mit job

På TV lignede det, at den unge mor var på grådens rand som følge af sin arbejdssituation, men det er ikke sandheden, slår hun fast

Sidst Amanda Sisse tonede frem på skærmen i 'De unge mødre', kunne man opleve den unge mors frustrationer over at være arbejdsløs. Umiddelbart fremstod det, som om hele situationen var uoverskuelig, men det er langt fra sandheden, slår Amanda Sisse fast på sin blog.

- Der var vist en del, der misforstod budskabet med selve afsnittet. Jeg har set flere steder på nettet, hvor folk skriver: “Amen, så kom dog videre, der er jo mange, der ikke kan finde arbejde” eller “lad dog være med at tude over sådan noget pjat”, skriver den unge mor og fortsætter:

- Men det, som de ikke forstår, er, at afsnittet slet ikke handlede om min arbejdssituation – overhovedet! Selvfølgelig føler jeg mig mere restløs, fordi jeg ikke skal af sted hver morgen klokken 6.30 og kommer hjem klokken 17.00, som jeg ellers var vant til. Pludselig stod jeg og havde nået det mål, og jeg vidste derfor ikke helt, hvilket ben jeg skulle stå på.

Amanda Sisse har rigeligt med arbejde på bloggen og andre småjobs, men det er dagligdagens struktur, som hun efterlyser, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Amanda Sisse om folkeskolen: Røg hash og lavede hurtige penge

Ville behage andre

Amanda Sisse har aldrig lagt skjul på, at hun, inden hun blev mor, levede det vilde liv med fester og fyre. Men som mor til William begyndte den unge mor at leve det liv, som folk forventede af hende.

- Jeg gjorde hele tiden ting for at behage andre mennesker uden at have mig selv og mit hjerte med i det. Hver gang min indre stemme skreg, at jeg skulle stresse lidt ned, så ignorerede jeg det fuldstændig. Jeg havde simpelthen ikke tid til at lytte, skriver Amanda Sisse.

Da tiden så "endelig" kom, hvor hun havde tid til at koble af fra den hektiske hverdag, så var det sværere, end hun troede.

- Hele pointen (med afsnittet, red.) var, at jeg nu skulle bruge en del af mit liv på at tænke på mig selv. Selvfølgelig bør man tage en uddannelse, og selvfølgelig skal man have et arbejde, når man får børn, det er slet ikke det, jeg mener.

Læs hele Amanda Sisses blogindlæg her.

LÆS OGSÅ: Amanda Sisse erkender: Det er hårdt at være alenemor

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.