Ærlig Christiane: Jeg var besat af mad
For nogle år tilbage var det at tælle kalorier og en badevægt en fast del af tv-værtens liv.
Et sundt, fornuftigt og aktivt liv er noget, der ligger Christiane Schaumburg-Müller meget på sinde. Vi skal være gode ved os selv og nyde livet.
Vi skal ikke tælle kalorier, og vi skal ikke stresse over et ekstra kilo. I stedet for at veje os, skal vi kigge i spejlet og bruge et målebånd, for det giver et mere ærligt billede af vores kroppe.
Men alt dette er noget, hun har lært henad vejen. Hun har nemlig prøvet at leve et liv, hvor tallet på vægten bestemte humøret.
- Jeg har været grebet af kropshysteri. Jeg har haft perioder, hvor hele mit liv afhang af, hvad jeg vejede. Hvor et kilo kunne betyde alt, fortæller Christiane Schaumburg-Müller til Newspaq.
LÆS OGSÅ: Christiane til teenagere: Drop fitnesscentret
Havde konstant dårlig samvittighed
- Jeg har haft perioder, hvor jeg har brugt så meget energi på at tænke på mad. Jeg elsker mad, og jeg spiser enormt meget mad, og derfor var det bare en konstant dårlig samvittighed, siger Christiane og fortsætter:
- Man tænker på, hvad man har spist, man tænker på det mens, man spiser, og man tænker på alt det, man ikke må spise. Det er enormt meget energi, man bruger på det, og det er så usundt, slår hun fast.
I dag har Christiane et sundt forhold til både mad og sin krop. Hun har fundet en balance. Hun dyrker - i perioder, og uden at være fanatisk - regelmæssig motion, og så undgår hun så vidt muligt kulhydrater og hvidt brød.
- Jeg sidder jo også nogle gange i sofaen og synes, at jeg er fed og har en dårlig dag. Folk siger, at det kan man ikke føle, når man er slank, men det kan jeg faktisk godt. Og det er en følelse, der gør én deprimeret, siger hun.
LÆS OGSÅ: Christiane: Derfor skræmmer kvindeidealet mig
Vægten kommer stadig frem enkelte gange
Hun er dog langt fra så optaget af vægten, som hun engang var.
- Jeg har stadig en lille - meget lille, vil jeg sige - tendens til det, men der var et tidspunkt, hvor det var på et stort plan, og jeg blev simpelthen træt og kunne ikke lave mine lektier. Man yder nærmest psykisk terror på sig selv, fortæller hun.
Som skuespillerinde og tv-vært er hun vant til, at der er et stort fokus på hendes krop, men hun har også lært, at hun ofte er sin egen hårdeste dommer.
- Man blev jo målt og vejet hele tiden. Men ofte skaber man selv billedet af, hvordan man burde se ud. Man tror, at man får det bedre, hvis man bare så sådan og sådan ud.
- Men folk er jo ligeglade med det ekstra kilo. Man tror bare, at omverdenen kigger på én.
Selvom hun både har arbejdet som danser, model og skuespiller, har hun aldrig oplevet at få at vide, at hun skulle tabe sig til en opgave. Var det sket, havde det sat sine spor, mener hun.
- Det ville have såret mig enormt meget. Og så tror jeg, hvis jeg kender mig selv ret, at jeg ville have droppet jobbet. Det håber jeg, at jeg ville, siger hun.
LÆS OGSÅ: HOT NEWS: Mascha Vang på forsiden af M!
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.