70-årige Susan Sarandon: Jeg nyder at være forelsket
Singlepigen Sarandon har det ikke nemt med kærligheden. Men den dygtige skuespillerinde har valgt at være lykkelig.
Måske har Susan Sarandon held i spil – for hun har i hvert fald ikke held i kærlighed. Det er otte år siden, hendes 23 år lange forhold til Tim Robbins gik i stykker. Og i 2015 sluttede forholdet til den næsten 30 år yngre Jonathan Bricklin, som hun ellers havde dannet par med i fem år. Men hun vælger at se positivt på at være single.
– Jeg nyder det. Men jeg er i gudernes hænder, når det drejer sig om at møde en mand. Jeg er ikke så god til at date. Jeg har ikke noget imod at være alene, men jeg nyder at være forelsket, så det savner jeg.
Susan Sarandon har været en travl dame på det seneste. Hun har medvirket i filmene ”Mothers&Daughters” og ”The Meddler”, og nu er hun aktuel i tv-serien ”Feud”.
– Jeg indspillede ”The Meddler” lige efter bruddet med min kæreste, og jeg var bestemt ikke lykkelig. Men jeg er generelt et lykkeligt menneske, og jeg mener, at det er et valg, om man er ulykkelig eller ej. Derfor forsøger jeg altid at finde en måde at lære af mine erfaringer og få det bedste ud af enhver situation.
Susan Sarandon mødte Jonathan Bricklin gennem sin bordtennisklub i New York, som hun startede i 2009. De blev kærester kort tid efter hendes brud med Tom Robbins, som er far til hendes to voksne sønner.
– Det var godt at skulle i gang med en film, så jeg kunne fokusere på noget andet end at være ked af det, siger Susan Sarandon om ”The Meddler”.
– Jeg følte mig meget åben i den periode. Jeg arbejdede meget på at holde mit hjerte åbent, for det kan være svært at gøre, når man er blevet såret. Det er nemmere at være sur, for det er ikke nær så smertefuldt.
LÆS OGSÅ: Her&Nu møder Laura Dern fra ‘Big Little Lies’
Det er ikke nemt at være en moden skuespiller i Hollywood. Det er bl.a. det, tv-serien ”Feud” handler om. Her spiller Susan Sarandon skuespillerinden Bette Davis, der var i hård konkurrence med Joan Crawford i 1960’erne. Fejden tog især til, fordi der var meget få roller til kvinder over 40.
– Det er hårdt, siger Susan Sarandon om at være over 70 år i en branche, hvor alle lægger mærke til, hvordan man ser ud.
– Hvis man bare er en smule forfængelig, og det tror jeg alle er, så er det ikke nemt at se sig selv blive ældre på det store lærred. Men det er derfor, det er vigtigt at fokusere på ens indre.
I tv-serien ”Feud” kæmper Bette Davis og Joan Crawford om at vinde en Oscar for deres præstationer i klassikeren ”Hvad blev der egentlig af Baby Jane?” fra 1962. Sådan en pris kunne være altafgørende for deres respektive karrierer. Det kan Susan Sarandon sagtens relatere til.
– Jeg vil meget gerne vinde priser, siger Susan Sarandon, der har vundet en Oscar for ”Dead Man Walking” i 1996.
– Jeg var skuffet, da jeg ikke fik en Golden Globe-nominering for ”The Meddler”. Man får ikke så mange gode roller, når man bliver ældre, og ”The Meddler” betød meget for mig. Så man håber hver gang.
Susan Sarandon påpeger, at hun er heldig, fordi hun har haft en god og stabil karriere, fra hun var 20 år gammel. Hun mener ikke, at hun har fået sine roller, fordi hun var smuk, men fordi hun var en dygtig karakterskuespiller.
– Man bliver mere usynlig, jo ældre man bliver. De sætter stadig 60-årige mænd sammen med 30-årige kvinder – i stedet for modne kvinder – i romantiske film. Det var en anden årsag til, at jeg syntes om ”The Meddler”, for her var der varme følelser mellem mig og J.K. Simmons, og det var virkelig sjovt.
LÆS OGSÅ: Tom Cruise bekræfter: Vender tilbage i ikonisk filmrolle
Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse underholdningsprogrammer og kendisser.