Kronprinsen besøger flygtningelejr: Det nytter at være her

Kronprins Frederik havde en rørende tur til Zaatari-flygtningelejr i Jordan.

Som far til fire har kronprins Frederik dyb forståelse for, hvor vigtigt det er med gode og sunde rammer for børn. Derfor må det også have gjort ondt helt ind i hjertet, da han i sidste uge som protektor for Red Barnet besøgte Zaatari-flygtningelejren i Jordan, der huser over 78.000 syriske flygtninge.

Det var en glad kronprins Frederik, der deltog i børnenes leg sammen med Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen. Senere var de også forbi legekøkkenet, hvor de fik serveret kebab og kødboller. (Foto: Ulrik Jantzen/Red Barnet)

LÆS OGSÅ: De kongelige tvillinger er bedste venner

Mere end halvdelen er børn, og de har været i lejren i årevis. Mange af dem går i Red Barnets børnehaver, og her er pædagoger uddannet i at tage sig af understimulerede børn, som gennem leg og venskaber får styrket deres indlæringsevne, positive adfærd og mentale trivsel.

På trods af sin dårlige skulder efter et uheld på ski i Verbier, Schweiz, var kronprins Frederik sammen med udviklingsminister Rasmus Prehn nede på gulvet i en af børnehaverne for sammen med børnene at lege med LEGO.

LÆS OGSÅ: Efter vanvidsprogram: Nu trækker Mary stikket

I Red Barnets fodboldprojekt for unge piger og drenge var Frederik både med i kamp og hørte også om, hvordan de unge i projektet lærer at tackle hverdagens problemer.

Kronprins Frederik med tre af børnene fra fodboldprojektet som Red Barnet har i samarbejde med den engelske klub Arsenal. (Foto: Ulrik Jantzen/Red Barnet)

- Det er unikt for mig at have oplevet for første gang på de her rejser, jeg har været på. Det har været en imponerede dag for mig. Jeg synes, der har været så mange gode oplevelser, og hver eneste programsat ting har været spændende og ny for mig i virkeligheden, siger kronprins Frederik i en video, som Red Barnet har lavet under besøget.

LÆS OGSÅ: Kongehusets snedige finte: Joachim og Maries hemmelige liv i Paris

Besøget i Zaatari-flygtningelejren gav ham håb for de mange børn og unge, han mødte.

- Jeg har jo lært igen, hvor godt vi har det derhjemme, men jeg har selvfølgelig også lært, at vi midt i et såkaldt mørkt, dystert yderområde kan lave lys i overført betydning til større grupper især af børn og unge. Så det nytter at være her. Det gør mig stolt som protektor for Red Barnet, at Red Barnet har eksisteret som organisation i 75 år, siger kronprins Frederik i videoen.

SE BILLEDERNE: Kronprinsfamilien klar til nyt liv i Schweiz