Kronprins Frederiks løfte til mor

Der var ingen søgang i kronprins Frederiks stemme, da han holdt en forrygende tale til sin mor i bedste sømandstermer.

I går, søndag den 12. september, blev Margrethes 50-års regeringsjubilæum fejret, og i den anledning holdt Kronprins Frederik en flot tale for sin mor. For Frederik er dronningen kaptajnen, og han er næstkommanderende.

– Fra 1972 overtog du roret i et rige, som du havde lært at kende fra dets kyster. For du gik mere i land end kørte omkring som barn. Var der en havn, så kendte du også byen bag. Og du var søstærk fra start som din far. Det skulle vise sig værdifuldt med kongerigets skæbne hvilende på dine skuldre. For det er vitterlig lidt som at føre et skib, sagde kronprinsen til gæsternes store morskab og fortsatte:

– Lad mig lige vende tilbage til det med at være søstærk. For du står, når andre går i knæ i høj sø. Du har modet til at skifte skibet ud med en hundeslæde, når havet er frosset til. Og der skal mere end lidt blæst til at ryste dig. Måske fordi du har sømandsblod i årerne. Måske fordi du står solidt og værner om dine rødder. Måske fordi du har ladet dig lede af noget større.

LÆS OGSÅ: Klar til at blive far

Også kronprins Frederik berørte den engelske dronning Elizabeths død i sin tale.

– En livslang sejlads vil byde på både smulte vande og høj søgang. Det kan ikke undgås. Du har for kun få dage siden mistet en nær veninde på den anden side af Nordsøen. En fortrolig støtte gennem mange år. Det er livets gang.

LÆS OGSÅ: SE VIDEOEN: Dronningen inviterer til frokost på Dannebrog

Og set i lyset af netop den engelske dronnings død kom kronprins Frederik med et løfte til sin mor.

– Hav eller havn, næstkommanderende melder skib og besætning klar. Maskinen er smurt. Moralen er høj. Og må jeg tilføje, at chef og næstkommanderende udgør et særdeles udmærket team. Et inspireret parløb med bredde og en del år på bagen. Så mange, at du kan være forvisset om, at når tiden kommer, vil jeg føre skibet videre med det, vi har delt som ballast. Jeg vil føre det videre med ære, omhu og blik for, at stjernerne altid vil lyse og lede mig, som de har ledt dig og andre før os (...) Så du kan være vis på, at jeg som din næstkommanderende står lige bag dig. Loyal og fuld af respekt for den rejse, du har taget og stadig tager os alle med på.

LÆS OGSÅ: 'Gift ved første blik'-stjerne er blevet kærester med YouTube-kendis

Se kronprins Frederik rørende tale på kongehuset.dk her.