HOT NEWS: 'Kærlighed ved første hik' genopstår

Den gamle film bliver til en musical, og flere af de gamle skuespillere genoptager deres roller.

Først var det en fantastisk populær ungdomsroman, så blev det en kæmpesucces på film, og nu bliver 'Kærlighed ved første hik' til en stor dansk musical, lyder det i en pressemeddelelse.

Den 20. september 2018 er der nemlig urpremiere på 'Kærlighed ved første hik - the musical' i Tivolis Koncertsal efterfulgt af en turné rundt i hele landet til Aalborg, Vejle, Esbjerg, Odense for at slutte af i Holstebro.

LÆS OGSÅ: Efter hjerneblødning: Robert Hansen får musicalrolle

- 'Kærlighed ved første hik' har alt, hvad en familiemusical skal have, for at hele familien Danmark bliver underholdt; kærlighed, grin, varme og ægte følelser. Jeg glæder mig virkelig til at få den oplevelse ”in real life”, siger Regner Grasten, der producerede filmene, i pressemeddelelsen.

Musical-versionen udspiller sig på to tidsplaner. Dengang i 1999, hvor Viktor mødte sin elskede for allerførste gang – og lige nu, i 2017, hvor Anja netop har forladt sin mand gennem snart 20 år. Viktor er selvfølgelig fortvivlet, midtvejskrisen har indfundet sig i parforholdet, Anja er væk – og hvad er livet så værd? Hvordan skal han nogensinde få sin elskede tilbage?

LÆS OGSÅ: Robert Hansen dater teenager

Gamle kendinge vender tilbage

Både Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen vender tilbage i rollerne som Anja og Viktor, mens også blandt andre Joachim Knop og Karl Bille genoptager deres roller som Peter og Torkild, når musicalen næste år har premiere. De to skuespilleren, der skal spille de yngre versioner af Anja og Viktor, bliver fundet i løbet af foråret.

'Kærlighed ved første hik - the musical' er produceret af Langkjær Entertainment og Live Nation i samarbejde med Black Box Theatre. Og her glæder man sig over det nye projekt, fastslår forestillingens Executive Kreative Producent, Thomas Langkjær, fra Langkjær Entertainment.

LÆS OGSÅ: Ny comedy-duo: Øgendahl og Hvam slår pjalterne sammen

- For os, der står bag realiseringen af musicalen, er det en gammel drøm, der nu bliver til virkelighed. Jeg husker selv med stor glæde bogen fra min barndom og filmen fra min ungdom, så det er med enorm nostalgi, kærlighed og forventningens glæde, at vi nu søsætter Anja og Viktors kærlighedshistorie på scenen, siger han.

- Vores ambition er at skabe næste efterårs helt store, romantiske og festlige musical med masser af fed musik, et stort og veloplagt ensemble og Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke i topform. Vi glæder os, og hele holdet glæder sig.

Billetsalget til 'Kærlighed ved første hik - the musical' går i gang på fredag den 27. oktober kl. 10.00.

LÆS OGSÅ: Ulovligt lån til Robert Hansen