Hobbyen blev Julia Sofias karriere: Jeg ramte en heldig bølge

Efter flere års plageri fik Julia Sofia lov til at lave sin egen YouTube-kanal, og det blev starten på hele hendes karriere.

Mens hendes klassekammerater var opslugt af Cartoon Network, sad Julia Sofia Aastrup allerede som ni-årig på sit værelse og dykkede ned i YouTubes spirende univers.

– Det var et anderledes fællesskab, hvor jeg følte mig hjemme. Jeg kunne bruge timevis på at se videoer og eksperimentere med at filme og klippe mine egne, fortæller den 26-årige YouTube-stjerne, da HER&NU besøger hende i Greve.

LÆS OGSÅ: Tina Dickow om særlig sang: ”Jeg tænker sgu lidt på Trump”

Drømmen om at starte sin egen YouTube-kanal tog dog først form, da hun fyldte 12, men begejstringen blev ikke delt af hendes forældre.

– Jeg plagede min mor, men hun synes, at jeg skulle passe på. ”Ting man putter på internettet, eksisterer for evigt”, sagde hun.

Efter flere års overtalelse gav forældrene endelig grønt lys, men det kom med tre klare regler: Julia Sofia måtte ikke bande, ikke være kontroversiel for at få opmærksomhed og hun skulle selv betale for det nødvendige udstyr. Med et job hos Imerco finansierede Julia Sofia derfor sin start.

LÆS OGSÅ: WOW: Så meget ligner Franz Tobias Hamann

Dengang havde Julia Sodia dog aldrig forestillet sig, at YouTube kunne blive starten på en karriere. Men det blev det. I 2.g besluttede hun at droppe ud af gymnasiet for at forfølge drømmen, og i dag er hun ikke bare YouTuber, men også selvstændig erhvervsdrivende, forfatter og CEO for sit eget beautybrand, Noble Nordic.

– Jeg tror, jeg ramte en heldig bølge, men det har også krævet hårdt arbejde, og jeg har også skulle vælge nogle ting fra - specielt sociale ting, siger hun og forklarer, at iværksætterånden kommer hjemmefra.

– Jeg er vokset op i et familiekollektiv, hvor de fleste var selvstændige og havde deres egne projekter. Så jeg har altid haft stærke kvinder omkring mig – min mor, min farmor og min tante – som har gjort præcis, hvad der passede dem, selvfølgelig på en ordentlig måde. Det har helt sikkert smittet af på mig.

Selvom Julia Sofia altid har haft stærke rollemodeller og gode veninder, var det på YouTube, hun fandt sine ligesindede og et anderledes fællesskab. Derfor har det altid været hendes ambition at skabe det samme for andre, og i dag er den succesfulde 26-årige derfor mest stolt af det fællesskab, hun har skabt.

– Jeg er stolt af, at jeg har bygget en digital platform, der er åben, ærlig og autentisk, og at jeg har skabt et rum, hvor folk kan finde støtte og forståelse. Jeg har delt sårbare emner som hjertesorg, menstruation, seksualitet og angst, og det har vist sig at være det helt rigtige, fortæller hun

For tiden jonglerer Julia Sofia ikke bare rollen som digital rollemodel, men også som mentor i ”Løvens Hule Junior”. Her hjælper hun unge iværksættere med at gøre deres drømme til virkelighed.

Det har givet hende blod på tanden og i fremtiden drømmer hun om at få nogle værtstjanser. Hun har tidligere været vært på ”Guldtuben” og ”YouTube Award Show”.