Se traileren: Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen i barsk dansk storfilm

En lang stribe af Danmarks største skuespillere kan til april opleves i den foruroligende fortælling om danske børnehjemsbørn i Danmark i 1960'erne.

Med de etablerede danske skuespilstjerner Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen i spidsen kan danskerne til april få et nyt kig ned i et mindre behageligt kapitel i dansk historie, når "Der kommer en dag" får biografpremiere 21. april.

Filmen er baseret på virkelige hændelser og sat på børnehjemmet Gudbjerg i 1967. To brødre må her kæmpe for at holde fast i håb og drømme, mens de skal agere i en barsk hverdag under en tyrannisk leder og magtkampe mellem børnene, hvor den stærke overlever og den svage går til.

SE OGSÅ: Dét kom IKKE med i Blinkende lygter

Manuskriptet er skrevet af Søren Sveistrup, der blandt andet er kendt for "Forbrydelsen", mens Jesper W. Nielsen har instrueret. Han er blandt andet kendt for den roste film "Okay" fra 2003.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl med i ny musikvideo fra a-ha

De to brødre Elmer og Erik spilles af børneskuespillerne Harald Kaiser Hermann og Albert Rudbeck Lindhardt.

Lars Mikkelsen spiller rollen som den tyranniske forstander, mens Sofie Gråbøl er læreren Lilian, der må gå på kompromis med sine egne idealer efter mødet med forholdene på børnehjemmet.

På rollelisten finder man også Lars Ranthe, Søren Sætter-Lassen, Sonja Richter, David Dencik, Paw Henriksen, Jens Jørn Spottag og Solbjørg Højfeldt.

Få en forsmag på "Der kommer en dag" i traileren over artiklen

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok