Nu skal de til OL

Mikkel Beha Erichsen og sønnen Emil Midé Erichsen skal dække OL-sejlsport fra Rio for TV 2.

Fans af serien ”Kurs mod fjerne kyster” kan godt begynde at glæde sig til OL. Mikkel Beha Erichsen og hans ældste søn Emil Midé Erichsen er nemlig klar til at dække sejlsportskonkurrencerne i Rio til sommer for TV 2 SPORT.

LÆS OGSÅ: Blev gift ved første blik: Sådan går det Niels og Randi i dag  

- På TV 2 SPORT er vi lykkelige for, at Mikkel og Emil har sagt ja til at være en del af TV 2s store OL-hold. De er et symbol på bølgebrus og saltvand i håret, og jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der vil være bedre til at formidle sejlsporten til danskerne. De er en del af Danmarks populæreste sejlerfamilie, og danskerne elsker deres mange fortællinger, når kursen sættes mod fjerne kyster, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen i en pressemeddelelse, og fortsætter:

- Nu afmønstrer de Havana for en stund for at gå i land på kajen i Rio, og det kan seerne glæde sig til. Mikkel er en formidabel formidler, og Emil ved virkelig, hvad det handler om, eftersom han har en fortid som elitesejler. Jeg ser det som en gave til TV 2s OL-dækning af sejlsporten, at den er i så kompetente og passionerede sejlerhænder.

LÆS OGSÅ: Lisbeth vender ikke tilbage fra barsel: Stopper på TV 2  

Da Emil Midé Erichsen var dreng, drømte han om at komme til OL i laserjolle og vinde guld i Rio, men en knæskade og efterfølgende fejloperationer knuste den drøm. Emil kender flere af de nuværende OL-sejlere fra sin tid på ungdomslandsholdet, hvorfra han også har masser af teknisk viden.

- Et af mine sejlsportshøjdepunkter var dengang, jeg i en international lasersejlads rundede Paul Goodison, der tre uger forinden havde vundet OL-guld. Goodison kvitterede med en række verbale eder og forbandelser over mig - men jeg var foran ham!, fortæller Emil Midé Erichsen, der kalder OL-forespørgslen fra TV 2 for "nok det bedste jobtilbud, jeg nogensinde har fået - og vil få."

LÆS OGSÅ: Chiefone taler ud: Sendt i knæ af depression 

Farmand Beha glæder sig til at arbejde sammen med sønnike og har allerede en arbejdsfordeling på plads.

- Jeg kommer nok til at være en form for anker - for nu at bruge et amerikansk og maritimt udtryk - mens Emil bliver eksperten. Emil ved meget mere om kapsejlads, reglerne og al teknikken, end jeg gør.

LÆS OGSÅ: Store forandringer på Havana  

Emils ekspertviden kom også til udtryk, da de to sammen med Theis forsøgte at vinde guld.

- Emil, Theis og jeg har sammen sejlet nogle danmarksmesterskaber i forskellige 3-mands både, og der er der ingen tvivl om, hvem der er skipperen. Jeg skal bare sidde og veje 82 kg og hænge mig ud over siden, når Emil brøler det til mig, siger Mikkel Beha Erichsen med et smil.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok