"Krigen" har ringe chancer for en Oscar, mener Danske Spil, der sender den danske film helt i bund.

Eksperter punkterer danske Oscar-drømme

Selv om det næppe bliver til en dansk Oscar i denne omgang, så kan nomineringen åbne døre i USA, mener filmeksperten Søren Høy.

Danske Spil og filmeksperten Søren Høy er enige. Det bliver ikke til en dansk Oscar i kategorien "Bedste udenlandske film", når de berømte statuetter natten til mandag skal uddeles.

Desværre. Konkurrencen fra ungarske "Son of Saul" er ganske enkelt for overvældende.

- Der er kun én vinder, og det er "Son of Saul". Det er et mesterværk og et af de bedste værker, der er lavet. Så det giver hård konkurrence for dem alle. Det er ikke for at være negativ og dømme "Krigen" ude, men den er oppe imod et mesterværk, siger Søren Høy.

LÆS OGSÅ: TV: Krigens Oscar-nominering krævede hårdt arbejde

Hos Danske Spil har man "Son of Saul" som storfavorit, mens "Krigen" kan findes i bunden af listen. Oddssætter Peter Emmike Rasmussen siger:

- Vi må forholde os til, hvad filmeksperter vurderer, og her får "Son of Saul" meget flotte ord med på vejen rundt omkring, hvor den tippes til at blive den bedste udenlandske film. Derfor er den også kæmpestor favorit hos os, siger han.

Hvorfor er tiltroen til "Krigen" så lille?
- Vi kigger jo på flere ting, og vi havde en Robert-uddeling for nylig, hvor "Krigen" heller ikke vandt. Det giver ikke de bedste forudsætninger. Hvis en film hentede den ene pris efter den anden rundt omkring, ville vi være opmærksomme, men altså, den kunne ikke vinde en Robert, siger oddssætteren.

Artiklen fortsætter under billedet"Krigen" handler om kompagnichef Claus Michael Pedersen og hans mænd, der er udstationeret i Helmand, Afghanistan. Foto: Per Arnesen/Nordisk Film

At "Krigen" er helt i bund, giver Søren Høy dog ikke meget for.

- Hvis man kigger på en oversigt, som de 24 mest toneangivende filmeksperter i USA løbende opdaterer, så har de den danske film som nummer tre. Og det er altså dem, der er de mest interessante i denne sammenhæng, for de har set alle filmene og ved, hvad de taler om, forklarer han.

LÆS OGSÅ: TV: Krigen-instruktør: Sådan har jeg forberedt mig til Oscar-festen

Søren Høy mener dog, at der er en vigtig pointe at tage med i alt det her. For selv om "Krigen" måske ikke vinder for årets bedste udenlandske film, så kan særligt instruktøren Tobias Lindholm og filmens hovedrolle Pilou Asbæk se nomineringen som en sejr i sig selv.

- Der er blevet indspillet hundredvis af film, og den er blandt de fem udvalgte Oscar-nominerede. På den måde har den allerede vundet, og det bliver en film, der kommer til at betyde meget for Lindholm og Pilou. De vinder utroligt stor respekt på det her, som kan føre til flere film. Thomas Vinterberg stod derovre, da "Jagten" var nomineret, og nærmest ugen efter skrev han under på en ny film.

LÆS OGSÅ: - Pilou Asbæk er Europas bedste

Hos Danske Spil lyder det, at danskerne trodser eksperternes vurdering. Over 50 procent af de indskud, der er givet, er således placeret på Tobias Lindholms "Krigen", og hvis den sejrer, bliver det en dyr fornøjelse.

- Så må vi til lommerne. Det er klart den film, vi kan tabe mest på. Som det ser ud nu, er det et pænt femcifret beløb, vi skal af med, hvis det sker, siger oddssætter Peter Emmike Rasmussen fra Danske Spil.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok