Birgitte Hjort Sørensen kan fra i aften ses i HBO-serien "Vinyl".

Birgitte Hjort: Jeg kan undre mig, når folk elsker Borgen

"Borgen"-stjernen Birgitte Hjort Sørensen spiller rollen som Ingrid i "Vinyl". En rolle, der udelukkende blev dansk på grund af Birgitte Hjort Sørensen.

Vi kender hende som karriererytteren Katrine Fønsmark i "Borgen", maler-hustru i "Marie Krøyer", vildling i verdenssuccesen "Game of Thrones" og top-karikeret tysker i teenkomedien "Pitch Perfect II".

Skuespillerinden Birgitte Hjort Sørensen har været vidt omkring, og det er ganske bevidst.

- Det har altid været min ambition og mit håb, at jeg kunne få lov at portrættere en masse forskellige kvinderoller, for det er det, jeg synes er sjovt. Derfor har jeg også så vidt muligt prøvet at træffe valg, hvor jeg laver noget, jeg ikke har lavet før, siger skuespillerinden.

- Men der er jo ikke frit valg, det er få, der har det, så det er også noget med at se mulighederne i det, der kommer ens vej. For eksempel lavede jeg "Pitch Perfect II", og det er noget, jeg aldrig ville have opsøgt selv. Det var slet ikke en del af mit univers, siger skuespillerinden, der endte med at få enorm stor glæde af rollen.

LÆS OGSÅ: Mick Jagger opdagede Birgitte Hjort Sørensen i ”Borgen”

Alligevel er det især rollen som Katrine Fønsmark i "Borgen", hun ser som springbrættet til sin succes. En succes, der nu kulminerer i en rolle i HBO-serien "Vinyl", der blandt andet har Martin Scorsese og Mick Jagger bag kameraet.

- Vi har virkelig nydt godt af, at der har været så stor fokus på de danske tv-serier ude i verden. Det er jo næsten lige meget hvem, jeg møder, så elsker de "Borgen" og synes, den er så fantastisk. Men kan godt nogle gange tænke "Hvorfor? I laver selv så meget, der er pissefedt." 

- Men jeg tror, jeg efterhånden har opdaget, at de ser nogle kvaliteter i det, vi tager for givet. For eksempel at vi, fordi vi ikke har de store budgetter, fokuserer meget mere på historierne mellem karaktererne, fortæller Birgitte Hjort Sørensen.

LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort Sørensen: Derfor smed jeg tøjet

I "Vinyl", der foregår i 1970'erne i musik- og festmiljøet i New York, indtager hun rollen som seksuelt frigjort kvinde - en rolle, man som nordeuropæisk skuespillerinde ofte bliver præsenteret for, afslører hun.

- Jeg har oplevet nogle gange, at dem, der skriver materialet og manuskripterne, har en idé om, hvordan danske kvinder er. Det er noget med seksuel frigjorthed, især på den tid. Jeg griner altid lidt af det, men vi er altså lidt mere lige ud af posen her hjemme, især når det kommer til nøgenhed, siger hun og forklarer om sin rolle:

- Ingrid er rejst ud i verden, fordi hun ikke følte sig godt tilpas i Danmark. Det gør hun i New York, hvor hun hænger ud med Andy Warhol og hele hans slæng. Hun tror meget på personlig frihed og kvindesagen. Hun er er grænsesøgende på en anden måde, end jeg selv er det, hun lader sig ikke holde tilbage af konventioner, siger skuespillerinden, der er grunden til, at Ingrid i serien endte med at være dansk.

- Da jeg gik til casting på rollen hed det bare, at hun var europæer, men jeg er stolt over, at de gjorde hende til min nationalitet, siger hun.

"Vinyl" har premiere på HBO Nordic i dag.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok