"Pelle Erobreren"-instruktøren Bille August skal lave ny film med et budget på 80 millioner kroner.

Bille August skal instruere Antonio Banderas i ny film

Bille August skal i samarbejde med Antonio Banderas forsøge at skabe en ny international storfilm.

Den danske filminstruktør Bille August skal på ny prøve kræfter med en international spillefilm.

Denne gang går rejsen til Italien, hvor der skal laves en engelsksproget film over modeskaberen Gianni Versaces liv, skriver Variety, det amerikanske brancheblad for underholdningsindustrien. "Versace", som filmen kommer til at hedde, får spanieren Antonio Banderas i hovedrollen.

LÆS OGSÅ: Liste: Her er historiens mest populære programmer på DR1 og TV 2

Filmen fortæller om Gianni Versaces tur mod stjernerne på den internationale modehimmel, efter at han brød igennem i 1970'erne og frem til hans død i 1997, da han blev skudt og dræbt i sit hjem i Miami.

- Det vil være en film i stil med "Walk the Line" (om Johnny Cash, red.). Den vil portrættere et geni, som kæmper imod sine egne dæmoner, og det vil være en opløftende og bevægende film frem for en mørk og tragisk, siger filmens co-producer Jesper Morthorst til Variety.

Artiklen fortsætter under billedetAntonio Banderas skal spille hovedrollen i den kommende film. Foto: All Over

Jesper Morthorst var også producer på Bille Augusts seneste film, "Stille Hjerte", med blandt andre Ghita Nørby og Morten Grunwald på rollelisten. Filmen kommer til at have et budget på 12 millioner dollar svarende til knap 80 millioner kroner, og optagelserne ventes at begynde i Italien i slutningen af året.

LÆS OGSÅ: Nu er Bille August far til otte

Bille August har lavet flere internationale film i sin lange karriere. Blandt andet har han lavet filmen "Farvel Bafana" om Nelson Mandela og "Åndernes Hus".

Mest kendt blev han dog for "Pelle Erobreren", som han vandt en Oscar for.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok