Tom Hanks i rollen som Chuck Noland, der strander på en øde ø efter et flystyrt.

15 år siden i dag: Seks ting du ikke vidste om Cast Away

'Cast Away' er blandt andet den indirekte årsag til, at hit-serien 'Lost' så dagens lys.

- Wiiilsooooooon.

Tom Hanks’ desperate stemme, da han mister sin bedste og eneste ven gennem fire år - volleybolden Wilson, vil vække genkendelse hos de fleste, der har set filmen 'Cast Away' fra 2001.

LÆS OGSÅ: Tom Hanks hjalp Matthew McConaughey med drastisk vægttab

I dag er det præcis 15 år siden, at filmen havde premiere i Danmark, og i den forbindelse har HER&NU støvsuget nettet for at finde de bedste og mest pudsige facts om den ikoniske film, som Tom Hanks blev nomineret til en Oscar for.

Vidste du eksempelvis, at volleybolden Wilson blev utroligt mange penge værd, og at filmen dannede inspiration til hit-serien Lost? Se seks sjove facts herunder:

1. Tom Hanks gad ikke ’den sædvanlige historie’
I et interview med The Guardian sagde han: - Der er en klassisk måde at fortælle denne historie, og det er at have en rig, snobbet fyr, som åbenlyst ikke har nogen idé om, hvad der virkelig er vigtigt og bla bla bla, og så lærer han af det og ændrer sig. Men Chuck (Tom Hanks’ karakter, red.) lærer intet.

- Jeg ville ikke vise en mand, der erobrer omgivelserne omkring ham, men i stedet vise den effekt, som omgivelserne har på ham.

2. Manuskriptforfatteren ’strandede’ selv på en ø
Som research valgte manuskriptforfatteren William Broyles Jr. at tilbringe talrige dage alene på en ø, hvor han forsøgte at klare sig selv. Han brugte spyd til at fange rokker og lærte, hvordan han åbnede en kokosnød. Han blev også ven med en volleybold af mærket Wilson, hvilket blev en del af filmen.

- Det var der, det gik op for mig, at det ikke blot var en fysisk udfordring. Det ville også blive en følelsesmæssig og spirituel udfordring, har Broyles Jr. sagt til The Austin Chronicle.

3. FedEx havde det fint med flystyrt og product placement
Der er masser af gratis reklame til FedEx i filmen, der dog også fremstiller virksomheden som en leverandør, hvor pakkerne ikke når frem. Men det var fint med FedEx.

- Vi så det ikke som product placement. Vi følte os som en del af filmen, har Gail Christensen fra FedEx udtalt til Chicago Tribune.

Virksomheden var da også hurtig til at lave en ’Cast Away’ Super Bowl-reklame, da filmen blev en succes.

Artiklen fortsætter under billedetI filmen tilbringer Chuck Noland fire år på den øde ø. Foto: All Over

4. Tom Hanks døde næsten grundet filmen
Tom Hanks har fortalt, hvordan et sår i benet udviklede sig og blev betændt, og det kunne have kostet ham livet, da han ifølge lægen kun akkurat slap for blodforgiftning.

- Lægen sagde til mig: ’Hvad har du gang i, din idiot? Du kunne være død’. Jeg var sådan ’Aha, det vidste jeg ikke’. Men de var nødt til at tage en virkelig stor bid af mit ben’.

Faktisk var det så alvorligt, at Tom Hanks lå indlagt i tre døgn.

Se det hjerteskærende farvel til Wilson. Artiklen fortsætter under videoen

5. Filmen førte til serien Lost
'Cast Away’ er den indirekte årsag til, at ’Lost’ nogensinde blev til. Den daværende direktør i ABC, Lloyd Braun, satte sig for at finde en manuskriptforfatter, der kunne skabe en serie baseret på hans yndlingsfilm ’Cast Away’. I starten var idéen at lave en ’Cast Away – The Series’, men det endte altså med ’Lost’.

6. Wilson er en dyr bold
En af de tre originale volleybolde, der ’spillede’ rollen som Wilson, blev solgt på en onlineauktion for 18.400 dollars. Hvilket i dagens kurs svarer til 126.000 kroner.

LÆS OGSÅ: Tom Hanks har fået sukkersyge

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok