Prinsgemalen beholder sine hofansatte trods pension.

Trods pension: Prins Henrik beholder sit hof

Når han nu ikke længere har noget arbejde, hvad pokker skal han så med sit hof?, spørger kongehus-ekspert.

Det var noget af en bombe, dronning Margrethe smed, da hun i sin nytårstale annoncerede, at prinsgemalen har besluttet at gå på pension.

Men selv om han nu skærer voldsomt ned på sine forpligtelser, får den 81-årige prins lov at beholde sine fire hofansatte. Det bekræfter Kongehuset over for Ekstra Bladet.

- Der er ikke aktuelle planer om at ændre på personalefordelingen i Kongehuset, lyder det fra Kongehuset i et skriftligt svar til avisen.

LÆS OGSÅ: Derfor holdt prins Henriks bil foran swingerklub

Henriks ansatte aflønnes af de otte millioner skattekroner, han årligt får i apanage, og kongehus-eksperten Jens Høvsgaard, der er journalist og forfatter, stiller sig kritisk.

- Han har jo sit hof, fordi det skal bruges i forbindelse med hans arbejde, og når han nu ikke længere har noget arbejde, hvad pokker skal han så med sit hof?, spørger han.

LÆS OGSÅ: Derfor er prins Henrik så kynisk: Blodig fortid

Journalist og forfatter Trine Villemann har beskæftiget sig indgående med Kongehuset, og hun undrer sig ligeledes. Hun tror, at prins Henrik står bag beslutningen.

- Jeg ser det som endnu en af hans små julelege i forsøget på at blive ligestillet med fruen. Når dronningen og kronprinsen har sit eget hof, så vil han også have det. Det er det der ligestillingsræs, som han har kørt i efterhånden mange år, siger hun til Ekstra Bladet.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok